Skulle direktøren tages som gidsel?

Politiet arbejder med alt fra en gidseltagning til et banalt røveri i sagen om den bevæbnede mand, som tidligt torsdag morgen ventede på direktøren for Spar Lolland på hans private bopæl i Nakskov.

Ifølge vicepolitiinspektør Søren Ravn Nielsen har et vidne fortalt politiet, at en person, der svarer til den sparsomme beskrivelse af røveren, luskede rundt på Svingels Alle tæt ved gerningsstedet tidligt onsdag morgen.
- Det kunne antyde, at der er tale om mere end et tilfældigt røveri, siger Søren Ravn.

Bevæbnet med et jagtgevær sprang røveren frem, da direktøren kom ud for at gå til sin bil. Men han løb hurtigt tilbage i huset og smækkede døren - og så forsvandt røveren.

Politiet efterlyser vidner både til dette og til røveriforsøget onsdag eftermiddag mod en 77-årig kvinde på Tornskadevej i Nakskov.

Efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen oplyser fredag eftermiddag, at man endnu ikke er kommet nærmere en opklaring af sagerne.

Politiet har fået enkelte nye vidnehenvendelser, men ikke nogen oplysninger, som har kunnet bringe afgørende nyt.




OPDATERET 14.45: Politiet arbejder med teorier om alt fra gidseltagning til et banalt røveri i sagen om manden, der truede Spar Lollands direktør.

Offentliggjort Sidst opdateret