Sløjt fremmøde: "Jeg tror, de tager sig en morfar"

Landsbyerne tager en morfar i stedet for at kæmpe for tilflyttere og udvikling, mener SF Lolland. Foto: Anna C. Møhl

Landsbyerne skal stå sammen i stedet for at modarbejde hinanden, lyder opfordringen fra SF-debatmøde.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND: Der var gjort klar til et større rykind, da SF tirsdag aften inviterede til debatmøde i kulturhuset i Stokkemarke om landsbyernes fremtid. Men der kom kun syv. De fleste af dem tro partisoldater.

Meningen med debatmødet var ellers relevant nok.

Lolland Kommune har udpeget otte landsbyer, som skal udvikles og ikke afvikles. De otte landbyer er Errindlev, Hillested, Hunseby, Nørreballe, Stokkemarke, Dannemare, Sandby og Langø. Godt 22.000 af kommunens borgere bor uden for de større byer.

Nu er det op til beboerne i landsbyerne at komme med deres forslag til, hvordan de mindre samfund undgår massiv fraflytning, tomme huse og "til salg"-skilte, der konkurrerer med højt ukrudt.

Husk Dannemare

Fraværet af flere borgerforeninger blev da også bemærket, da byrådsmedlem Per Kim Nielsen indledte debatmødet.

- Der er ikke ret mange, der er kommet til mødet og det er ærgerligt. Men vi skal passe på ikke at lægge arbejdet med at styrke landsbyerne ned, nærmest inden vi er kommet i gang. Jeg har dog en fornemmelse af, at en del i landsbyerne tager sig en morfar, sagde han.

Per Kim Nielsen har lavet en regel om, at når han tager ordet på byrådsmøder, skal han mindst nævne Dannemare én gang.

- Byrådets medlemmer skal huske, at der er noget, der hedder Dannemare, sagde Per Kim Nielsen.

Byrådets medlemmer skal huske, at der er noget, der hedder Dannemare.

Per Kim Nielsen

Samlingssteder

Rundt om bordet blev der hurtigt enighed om, at hvis der skal holdes liv i de otte landsbyer, skal der være et samlingssted, hvor foreninger kan mødes om alt fra fællesspisning og strikkeklub til kortspil og lokalhistoriske grupper.

Men lige så vigtigt er det, at landsbyerne uden geografiske hensyn står sammen, når der varsles blandt andet skolelukninger og forringelser på færgedriften.

- Lige så snart, der er noget i gærde, skal vi stå sammen. Uanset om det handler om Dannemare eller Fejø. Det batter ikke, når 50 til 100 protesterer, men når 22.000 står sammen, er det noget, der kan mærkes, sagde byrådsmedlem valgt for SF, Lars Christiansen.

Sammen er vi stærke

Brugsuddeler i Dannemare, Finn Andersen, støtter tanken om at indgå samarbejde mellem landsbyerne.

- Hvis hver landsby tror, at de kan overleve for sig selv, bliver det svært. Men går vi sammen, står vi stærkere, sagde han.

Input til den næste kommuneplan, der strækker fra fra 2025 til 2037 omfatter retningslinjer for, hvordan den ønskede udvikling i de mindre byer skal se ud.

I dag bor der godt 1,1 millioner danskere i det åbne land og landsbyer med op til 1.000 indbyggere. Det svarer til 19 procent af befolkningen.