SLUT MED STØTTE TIL FRUGTFESTIVAL

Megen af den frugt der sælges på festivalen i Sakskøbing kommer fra nabokommunen. Her er det frugt fra Lilleø, der bliver solgt på sidste års frugtfestival. Foto: Anders Knudsen

Lolland giver 50.000 kroner til årets frugtfestival, men så bliver kassen lukket.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND: Når Sydhavsøernes Frugtfestival finder sted 17. og 18. september, er det med et økonomisk bidrag på 50.000 kroner fra Lolland Kommune. Festivalen havde ellers søgt om 100.000 kroner, men i lighed med tidligere år valgte politikerne blot det halve. Samtidig er det sidste gang, at festivalen skal forvente at få økonomisk opbakning fra den lollandske kommunekasse.

Sydhavsøernes Frugtfestival begyndte i 2008, og selv om den har hjemme i Sakskøbing, så er rødderne i jorden på den anden side af kommunegrænsen. Alligevel ser borgmester Holger Schou Rasmussen (S) ikke grund til at fortsætte støtten.

- Festivalen har eksisteret i så mange år, at man bør være klar til at stå selv og ikke have brug for kommunal støtte. De samme kriterier gælder også eksempelvis Maribo Jazz, forklarer han om baggrunden for at festivalen i fremtiden skal stå på egne ben.

På Lolland bliver der tænkt kortsigtet og meget lidt visionært.

Birte Aagaard

Kommunens økonomi har gjort, at sådanne beslutninger er blevet nemmere at tage.

- Præcis som i ens eget privatøkonomi, må man se på udgifterne, hvis regnskabet ikke går op. Så på grund af kommunens økonomi må vi også være mere selektive og se på, hvad der reelt giver gevinst.

Undres over politikerne

Sidste år havde frugtfestivalen cirka 25.000 besøgende, og cirka 12 tons frugt fandt nye ejere i de mere end 60 boder i byen. Langt de fleste gæster er lokale fra Sydhavsøerne og så kommer københavnerne, fortæller Birte Aagaard, som sammen med Claus Meyer tog initiativ til festivalen.

Det er hendes sidste festival i spidsen for planlægningen, så da hun bliver spurgt til kommunens tilskud og besked om fremtidige afslag på ansøgninger, har hun ikke et problem med at tale frit.

Op mod 25.000 gæster besøgte frugtfestivalen sidste år, men næste år må arrangørerne se bort fra en medfinansiering på 50.000 kroner fra Lolland Kommune. Foto: Ingrid Riis

- Det er en ejendommelig adfærd af de lollandske politikere. Holdningen fra Lolland har undret mig i mange år, og den vil blive ved med at undre mig i mange år fremadrettet. Det er ærgerligt, men det kommer ikke længere bag på mig, siger hun.

Langt hovedparten af deltagerne i frugtfestivalen er lollandske frugtavlere, og derfor ville en lollandsk støtte være naturlig, mener Birte Aagaard.

Bør bakke op om hinanden

Mens Lolland Kommune altså har støttet med 50.000 kroner de senere år, så har tilskuddet i nabokommunen været noget større. Fra 2016 til 2019 gav politikerne 350.000 kroner i støtte om året, og de seneste to år har tilskuddet været på 400.000 kroner.

- I Guldborgsund har man forstået, at man ikke får en festival af denne størrelse uden at bakke den op med tilskud. På Lolland bliver der tænkt kortsigtet og meget lidt visionært, slår Birte Aagaard fast, og opfordrer i stedet kommuner til at finde tættere sammen. Præcis som i et ægteskab er pengene større, hvis begge kommer med en indtægt, i stedet for at én skal bære det hele.

Sydhavsøernes Frugtfestival

  • Frugtfestivalen er en tradition, hvor man dyrker fællesskabet og passionen om den friske frugt i de cirka 60 stande, der er åbne for besøg. Derudover kan man få ny viden og inspiration gennem workshops, ligesom der vil være talrige konkurrencer. Der er oplevelser for hele familien, uanset om frugten skal plukkes i børne- eller voksenhøjde.
  • På Sydhavsøernes Frugtfestival kan man møde frugtavlere og forædlere fra hele landet, høre deres historier om frugtavl gennem generationer eller passionen bag produkterne.
  • Frugtfestivalen arbejder for at øge bevidstheden om bæredygtighed i dansk frugt, som kan nydes hele året, og som ikke er transporteret fra en mark i syden til indkøbskurven.
  • Lørdag den 17. søndag den 18. september 2022 afvikles den 14. udgave af det, som i dag regnes for at være landets største frugtfestival.

- De to kommuner kan ikke finde ud af at støtte og bakke op om hinanden, og det spænder ben for megen udvikling.

Birte Aagaards afløser er fundet, da Bjarne Petersen fra Saxkjøbing Rotary overtager styringen fra årsskiftet. Og den hidtidige leder siger farvel med en skuffelse over den politiske opbakning på Lolland.

- Jeg er efter mange år blevet desillusioneret over de lokale politikere, siger hun, mens hun bevarer et lille håb om, at man på Lolland besinder sig og fortsat bakker op om festivalen i fremtiden.