Smugler på potten: Afleverede 49 "narko-æg"

Narkosmuglere fra Guinea-Bissau giver i øjeblikket SKAT og politiet nok at se til i Rødbyhavn.

Myndighederne er tilsyneladende løbet ind i en mindre "sværm" af narkokurerer, der bruger deres mavesæk som skjulested i forbindelse med indsmugling af stoffet til Danmark via færgerne i Rødbyhavn.

I sidste uge stoppede Skat to mænd fra Guinea-Bissau - de kom ind i landet med tog. På grund af mistanken om at de er narkokurerer, er de indlagt på sygehuset i Nykøbing under politibevogtning. Mandag blev de varetægtsfængslet i 14 dage.

Mens de to mænd fra sidste uge i første omgang har været meget lidt hjælpsomme overfor politiet, var den landsmand der mandag ankom til Rødbyhavn i bus mere "trængende":

Han indvilligede i modsætning til sine landsmænd i at lade sig røntgenfotografere, og her blev det afsløret, at han havde "narkoæg" i maven. Kort efter skulle han på potten, og de første 49 "små Kinderæg" er kommet ud.

Nu er også de to landsmænd blevet mere medgørlige under deres indlæggelse. Politiet har en forventning om, at hver af mændene har omkring et halvt kilo kokain i deres maver.

Det er en kendt form for narkosmugling, som mændende fra det fattige vestafrikanske land repræsenterer. De udsætter sig selv for en stor fare ved at have narkoen i deres mave - går der hul på et af "æggene", er deres liv i fare. Det er grunden til at de er indlagt på sygehuset, mens politiet venter på at kokainen skal komme ud.




Skat har mandag stoppet den tredje narkokurér på få dage.

Offentliggjort Sidst opdateret