Søger ildslukkere på deltid i Stokkemarke

Brandfolkene var mødt talstærkt op i Stokkemarke fredag - ikke for at slukke ildebrand, men for at få flere til at tænde på det at være brandmand. De er også ved brugsen i dag. Foto: Jan Knudsen

- Det hjælper helt sikkert på vores responstid, hvis Stokkemarke station er dækket godt ind døgnets 24 timer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fem minutter!

Det må det tage, fra brandalarmen går, til du står på brandstationen i Stokkemarke, hvis du er deltidsbrandmand hos Lolland-Falster Brandvæsen.

- Vi har lige nu 11-12 frivillige brandfolk, men vi har brug for flere, hvis vi skal dække Stokkemarke og omegn godt nok ind, siger operativ chef hos Lolland-Falster Brandvæsen, Bjarne Noer Larsen.

Han og de gæve brandfolk står i disse dage ved Dagli' Brugsen i Stokkemarke og forsøger på at finde nye deltidsbrandmænd m/k.

- Halvdelen af befolkningen er kvinder, men vi har kun cirka en procent kvindelige brandmænd. Det vil vi gerne gøre noget ved, siger Bjarne Noer Larsen.

Men der søges både mænd og kvinder. Stokkemarke Brandstation har en vigtig position. For der er langt fra stationerne i Maribo og Nakskov.

- Det ville være optimalt, om Stokkemarke kunne være først på stedet i alle døgnets 24 timer. De er jo tættest på og kan derfor nå hurtigt frem, siger Bjarne Noer Larsen.

Stokkemarke dækker helt ud til Kragenæs i nord og mod Søllested i syd.

De gæve brandkadetter har husstandsomdelt hilsner fra brandvæsnet i hele byen. Og det har allerede givet tre henvendelser.

Der er nemlig mange fordele ved at være brandmand. Det, at man skal kunne tilkaldes døgnet rundt, vejes op af et godt kammeratskab og en god uddannelse.

Så kan man rykke ud på fem minutter, er over 18 år og ved normalt helbred, opfordrer brandfolkene til, at man kommer forbi brugsen i dag, lørdag.

- Det handler jo om at bidrage med noget godt til lokalsamfundet.