Soldater, som gør international krigstjeneste, bør i højere grad end i dag have mulighed for at blive debriefet, inden de vender tilbage til deres familier og en normal dansk hverdag.
Hærens Konstabel og Korporalforening (HKKF) foreslår, at der som en fast ordning indføres et såkaldt »stop-over« efter afrejsen fra en international lejr, så soldaterne i nogle dage eller en uges tid gør ophold på en mellemstation og arbejder på at få adrenalinet ned, skriver Berlingske Tidende.
Baggrunden for forslaget er, at op imod 15 pct. af alle udsendte soldater oplever psykiske eftervirkninger efter operationer i f.eks. Bosnien, Irak og Afghanistan, og det kan hænge sammen med, at adrenalinet suser rundt i kroppen, fordi soldaten mentalt befinder sig i en »klar til kamp« tilstand.
Og mellem én og tre pct. får så svære psykiske traumer som Torben Martin Bødker fra Lolland, der i mandags sårede to betjente i København, inden han selv blev skudt og dræbt.
Det svarer til mellem 600 og 1.800 soldater siden starten af 1990erne, hvor i alt 60.000 danske soldater har været udstationeret.
- Den tid man bruger på at opbygge soldater, inden de tager ud, løser Forsvaret til UG. Men man bør også bruge tid på at bygge dem ned igen. Livgarden har siden august haft succes med at få soldaternes adrenalin ned fra kampniveau ved hjælp af særlige samtaleteknikker, og derfor ønsker vi et projekt med stop-over i et tredjeland, hvor soldaterne får mulighed for at geare ned,« siger forbundssekretær i HKKF Michael T. Jensen.
Chefpsykolog ved Institut for Militærpsykologi Vibeke Schmidt siger, at man har brugt stop-over modeller i udlandet.
Men hun mener, at debriefingerne fortsat skal foregå nede i områderne lige før at soldaterne skal hjem.
- Et højt adrenalinniveau over længere tid kan give voldsomme stresssymptomer og psykiske problemer. Men adrenalinet falder ikke efter tre dage på Cypern. Det tager meget tid, før ens krop og hjerne får det niveau, der passer til danske forhold, siger Vibeke Schmidt.
I dag er det obligatorisk for hjemvendte soldater at konsultere en af Forsvarets psykologer, men i 1990erne var der slet ikke samme fokus på de psykologiske eftervirkninger.
Det erkendte Forsvaret i 2007, da 20.000 tidligere udsendte soldater på Balkan fik tilbudt en psykologsamtale. Det viste sig, at der var behov for at optage 200 nye journaler.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker