Søren voksede op i 90’ernes Lolland – nu laver han film om følelser, man ikke kunne tale om

Selvskade, selvhad og en kærlighed, som er utrolig svær at finde og tage imod, er noget af det, som er omdrejningspunktet i filminstruktør Søren Greens debutfilm "Glasskår", der har danmarkspremiere 16. april. Handlingen tager udgangspunkt i både instruktøren og medforfatter Tomas Lagermand Lundme erfaringer i livet.

- Tomas kommer fra København, og fra en familie i opbrud, mens jeg kommer fra Lolland, fra noget der mere ligner en kernefamilie. De to verdener ville vi gerne forbinde, og fortælle en historie om drenge eller unge mænd, der har svært ved at sætte ord på deres følelser, forklarer Søren Green.

Emnet havde de to kammerater allerede arbejdet med i en række kortfilm, og der er en god grund til, at de holder fast i fortællingerne om de følsomme unge drenge.

- Det er en type karakterer, som man ikke ser så tit i danske film, og vi synes, at der mangler nogen, som vi selv kan spejle os i, forklarer Søren Green.

Har været ensom

Den debuterende filminstruktør er vokset op i Rødby, er student fra Maribo Gymnasium, men søgte efterfølgende mod København. Hans opvækst er langt fra den, som filmens hovedperson, Tobias, har - men der er også en del Søren i Tobias.

For Tobias sendes fra byen og ud på landet, og her sniger ensomheden sig hurtigt ind. Den følelse husker Søren Green godt.

- Jeg har selv haft følelsen af at være ensom, at være anderledes end de andre, og det stammer jo nok fra, at jeg er homoseksuel. Det var ikke sådan, at jeg hele tiden gik rundt og var ensom, men der var nogle følelser, som jeg ikke åbnede op om overfor andre.

Brugte fritiden på at læse

I barndomshjemmet var ensomheden dog nem at pakke væk. Den fyldte ikke helt så meget, fordi den egentlig gik meget godt i spænd med Sørens personlighed.

- På en eller anden måde har jeg følt mig tryg i ensomheden. Måske fordi jeg brugte meget af min tid på at læse, og det er jo tit noget, man gør alene.

Generelt var opvæksten dog noget mere harmonisk end den, som hans medforfatter har haft. For Tomas Lagermand Lundme har kæmpet med både selvskade og spiseforstyrrelser, og han giver dermed den mørke del af sin historie videre til filmens hovedperson.

Føltes som en dødsdom

Alligevel tumlede den unge lollik med sine følelser. Han voksede op i 1990'erne, i provinsen og i en tid, hvor det at være homoseksuel kunne føles som en dødsdom.

- Når der blev talt om homoseksuelle mænd, var det altid i forhold til AIDS. Derfor kunne du nemt føle, på grund af de mørke tider, at hvis du havde følelser af den slags, kunne det være det samme som at skulle dø, husker Søren Green.

Virkeligheden var, at sygdommen hærgede og skabte angst. Nogle lidt ældre venner til Søren og hans kæreste har fortalt, hvordan det dengang var begravelser hele tiden. Men seksualiteten kan ikke bare ignoreres og glemmes.

Ingen drillerier

Hvornår Søren Green var bevidst om, at han var homoseksuel, husker han ikke. Sikkert da han var 15-16 år.

- Du vågner jo ikke bare op en dag og er klar over, at du har de følelser.

Selv da han blev klar over sin seksualitet, skiltede han ikke med det. I dag tænker han, at der nok var nogen på skolen, som havde gennemskuet ham. Rygter var der i hvert fald, mener han. Men drillerier slap han for.

- Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle flagre med at være homoseksuel, men jeg var åbenbart heller ikke en, som man drillede. Måske fordi jeg havde en storebror, som altid passede på mig.

Rejste ud

Helt åben om sin seksualitet blev Søren Green først, da han vinkede farvel til Lolland.

Med studenterhuen på hovedet, tog han et sabbatår, og rejste blandt andet til Australien på det, som han kalder en slags dannelsesrejse. En rejse alene, men hvor der var mulighed for at tale med fremmede.

- Efter jeg kom hjem, flyttede jeg til København, og så gik det egentlig ret hurtigt. Jeg fik en kæreste, og det var ikke noget, som overraskede min familie. De havde snakket om det, men ville ikke presse mig.

En film for alle

Måske havde teenageårene dog været nemmere, hvis der havde været nogen at spejle sig i. Hvis der havde været film, som havde de usikre unge teenagedrenge i hovedrollerne. Det er sådan en film, som Søren Green nu har skabt. Det han et eller andet sted selv manglet i sin ungdom.

"Glasskår" er dog ikke kun en film til minoriteterne. Den er for alle.

- Egentlig er det jo bare historien om en dreng, der har det svært i livet og tager nogle dumme valg i forhold til sit egen psykiske velbefindende, siger Søren Green.