Sørens opråb om manglende busser satte gang i stor debat

Søren Kaspersen Hansen bor nær Kappel på Vestlolland. Da han flyttede dertil i 2002 var der masser af busafgange på hverdage og sågar helligdage. I dag er bussen lavet om til skolebus. Foto: Anna C. Møhl

I lørdags kunne Folketidende fortælle om 69-årige Søren Kaspersen Hansen, der bor ved Kappel og er frustreret over, at de offentlige transportmuligheder er blevet stærkt forringet. Det fik rigtig mange til tasterne på Facebook.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvad kan man som borger tillade sig at stille af forventninger til den offentlige transport, når bor i landdistrikterne?

Den debat blussede for alvor op i weekenden på Folketidendes facebookside, da Folketidende bragte historien om den 69-årige folkepensionist Søren Kaspersen Hansen, som har boet ved Kappel på Vestlolland siden 2002, men efterhånden har måttet se sine offentlige transportmuligheder svinde betydeligt ind, mens udgifterne er gået den modsatte vej.

I skrivende stund har opslaget med artiklen fået ikke færre end 288 kommentarer på Facebook, og der er delte meninger om, hvorvidt det overhovedet er et problem, og hvad man i givet fald skal gøre ved det:

- Her, hvor vi bor, er vi nødsaget til at have to biler, da offentlig transport ikke kører i weekender, helligdage og skolens ferier. Og kun to-tre gange om morgenen og eftermiddagen, skriver Berit Nielsen.

Nadja Friis er heller ikke begejstret:

- Det er virkelig for dårligt, at transport gøres mere og mere besværlig for folk i yderområderne. Det er helt til grin og sørgeligt, at der skal være flere og flere mennesker, der er nødt til at blive alene i deres hus, fordi de ikke længere kan komme rundt, fordi de valgte en bolig ud fra, at der var transportmuligheder, skriver hun.

Henrik Pedersen undrer sig også og peger på, at det kan lade sig gøre andre steder.

- Fuldstændig vanvittigt så ringe offentlig transport er i et mikro, mikro lille land som Danmark Selv i den svenske flække Abisko, der ligger over 1300 kilometer nord for Stockholm, er der stabil offentlig transport, skriver han.

Nogle foreslår, at en mulig løsning i den konkrete sag kunne være at købe en kabinescooter, men der er også nogle, som ikke mener, at det er samfundets problem.

- Så det er alle andres skyld og alle andre, der skal gøre noget, når man vælger at bosætte sig på landet? Man ved, at mulighederne for offentlig transport i yderområderne selvsagt er sparsomme, da der naturligvis ikke skal køre tomme busser rundt, så derfor må man påregne udgifter til en bil.

- Han vil ikke flytte…- han vil ikke anskaffe sig en bil…. Nogle gange savner jeg, at mennesker kan se deres egen livssituation i et større perspektiv, skriver Pernille Jørgensen eksempelvis.

Du kan selv deltage i debatten - på en sober måde - ved at klikke herunder.