Søvndals flugt fra et papegøjedemokrati

maribo Politisk stand-up med alvorlige undertoner kunne man kalde det, som formanden for SF, Villy Søvndal, leverede i aftes i Forbundshuset i Maribo.

Tonen var munter, hyggelig og drilsk overfor den siddende regering.

En regering, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen af mange bliver fremhævet som en fremragende leder af landet.

- Gør det ham til en stor statsminister, at han kan gentage sætninger som: ?Der er ikke noget at komme efter? og ?Skal vi nu ikke kigge fremad?.

- Blot fordi en papegøje kan sige goddag, farvel og fløjte første linje af ?Dengang jeg drog af sted?, bliver den jo ikke regnet for en stor statsminister.

Derfor kalder jeg det, som Fogh Rasmussen har skabt, for et papegøjedemokrati, lød det fra partilederen.

Gennem 45 minutter forklarede han de mange, der havde taget mod AOF Sydlollands invitation til at møde ham, hvordan man i SF ser på situation for landet.

Tager penge fra de fattige

Der var masser af verbale hug til regeringen, ikke mindst for at give store skattelettelser, som Villy Søvndal mener, kommer de, der allerede har masser af penge til gode.

- Vi har brugt timevis i Folketinget på at diskutere, om en person bliver fattigere, hvis vedkommende i forvejen ikke har mange penge, og man så tager nogle flere fra dem. Min jyske fornuft siger mig, at det gør man, men det nægter regeringen.

Hele den første del af foredraget kom til at handle om, hvordan velfærden har det i Danmark, og ikke overraskende mener SF, at den har det meget skidt. Selv på et tidspunkt, hvor staten har rigtig mange penge.

Danmark rundt med Fogh

- Jeg har tilbudt Fogh, at vi kan køre en tur rundt i Danmark. Snakke med folk ude i kommunerne, på skoler og sygehuse.

- Så kan han se virkeligheden. Jeg tror, at han ville kunne lære meget, slog Villy Søvndal fast.

- Han kan tage Thor Pedersen med, så kan han samtidig spørge folk, hvad de tjener, så vil han også lære meget, fortsatte partilederen til stor morskab for de fremmødte.

Da pengene ikke mangler i Danmark, mener Villy Søvndal, at der er plads til at gøre noget ved problemerne, men den siddende regering gør det helt forkert.

For de 10 milliarder kroner, man netop har givet skattelettelser for, fremhævede Søvndal, at man blandt andet kunne ansætte 15.000 flere i hjemmeplejen, give dem 2.000 kroner mere i løn, sikre skoleklasser på maksimum 22 elever og et to-lærersystem i de første år.

Danmark i front

Endelig hev Villy Søvndal fat i hele miljøproblematikken, hvor han fremhævede, at Danmark faktisk er klar til at gå helt i front.

- Vi ved her i landet, hvad man skal gøre og er faktisk gode til det. Der er vindenergi, biobrændsel og brint. Det kan samtidige give arbejdskraft til udkantsområderne. På den måde kan vi gøre noget for miljøet og lave regionalpolitik på samme tid.

Efter en lille pause fik tilhørerne tid til at stille spørgsmål, men de, som var lokket til mødet for at høre Søvndal synge, måtte gå skuffet hjem.

Der stod ellers i annoncen, at han havde sin guitar med. Det kan ikke udelukkes, at den var i bilen, men brugt blev den ikke.



Mange havde taget mod AOF Sydlollands invitation til at møde Villy Søvndal. De fik et par timers stand-up-show med partilederen. Foto: Jan Knudsen





Når en papegøje kan lære nogle få sætninger og gentage den, kan den så blive en god statsminister? SF?s formand gav et humoristisk indblik bud på rigets tilstand i Maribo i aftes.

Offentliggjort Sidst opdateret