Specialskolens fyrtårn i stykker

Lars Christiansen (SF) gav på byrådsmødet en malerisk udlægning, da han lod vide, at det strategiske fyrtårn, i form af specialundervisningsstrategien, hidtil ikke har formået at vise en farbar vej frem for specialskolen. Foto: Jan Knudsen/arkivfoto

Specialundervisningsstrategien har fået specialskolen til at gå på grund, men redningsbådene er i vandet.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND Byrådsmedlemmerne i Lolland Kommune fik i forbindelse med årets sidste byrådsmøde en status på, hvordan det går med kommunens i alt 13 strategiske fyrtårne og forelagt planer for de næste skridt.

Det gjaldt blandt andet fyrtårnet: specialundervisningsstrategien.

Af statussen, der ligger som et bilag til punkt 19, fremgår det, at elevtallet i specialskolen er reduceret fra cirka 300 i juni 2019 til 192 i november 2021.

Det skyldes primært, at færre børn visiteres til specialskolen, og at der i stedet aftales indsatser i almenmiljøet i overensstemmelse med de politiske intentioner i specialundervisningsstrategien.

Det fremgår også, at tildelingsmodellen, der blev besluttet i december 2019, og som skulle skabe incitamenter til øget inklusion, har tilført almenskolerne cirka 40 millioner kroner i inklusionsmidler, der kan bruges på lokale indsatser eller på at købe en plads i specialskolen.

Så langt så godt i forhold til at realisere strategien, som netop har til hensigt at reducere antallet af elever i specialskolen gennem øget inklusion i almenområdet.

Tilpasningsproblemer

Men det betones også i statussen, at de nye tilbud i specialskolen skal bygges op, samtidig med at elevtallet i specialskolen falder, og økonomien dermed bliver mindre:

"Det giver nogle tilpasningsproblemer i forhold til økonomi og personalesammensætning - en udfordring som der har været stort fokus på i efteråret både i skolebestyrelsen, i personalegruppen og i børne- og skoleudvalget".

Det har, som omtalt i Folketidende, afstedkommet, at børne- og skoleudvalget har måttet give specialskolen en økonomisk håndsrækning på 3,2 millioner kroner for at skabe balance i budgettet for 2021, så der kan fokuseres på at skabe kvalitet i tilbuddet. Det fremhæves desuden, at der er fokus på at sikre kvaliteten i tilbuddet til den enkelte elev, gennem styrkede, udvidede elevplaner for alle elever i specialskolen, og at arbejdsmiljøet i specialskolen drøftes løbende i MED-systemet.

Endelig betones det, at den nye specialundervisningsstruktur har været i luften i 16 måneder, og at der er enighed om, at der er behov for at evaluere strukturen og strategien, men samtidig også behov for at anerkende, at den nye struktur har skullet finde sine ben samtidig med corona, lokaleudfordringer og så videre. Faldet i antallet af visitationer i forbindelse med implementering af specialundervisningsstrategien fik borgmester Holger Schou Rasmussen (S) til at bemærke:

- Det kræver, at vi lige får kigget den lidt efter i sømmene igen. Den har skabt lidt udfordringer på det seneste.

- Men der er ingen tvivl om, at det er en vigtig strategi for os, fastslog han.

De næste skridt

For så vidt de næste skridt i udmøntningen af specialundervisningsstrategien fremgår det af statussen, at der er planlagt og igangsat en række kompetenceudviklingstiltag både i almenskolerne og i specialskolen for at sikre, at medarbejderne har de rette kompetencer til at løfte opgaverne.

Men også den ledelsesmæssige opfølgning styrkes, blandt andet gennem flere besøg på de enkelte skoler, sparring til de enkelte teams fra specialundervisningskonsulenten, fokus på faglig ledelse, en temadag om mellemformer, et projekt om professionel kapital samt styrket fokus på sammenhængende kommunikation til forældre og medarbejdere, så der opnås flere fælles forståelser om rammer, forklaringer med videre.

Derudover har børne- og skoleudvalget, som omtalt i Folketidende, fastlagt rammerne for en forestående evaluering af specialundervisningsstrukturen, der igangsættes i 2022.

Ifølge Lars Christiansen (SF) er redningsbådene dermed forhåbentlig sat i vandet til en forbedret, fortsat virkeliggørelse af strategien:

- Et fyrtårns vigtigste opgave er at sørge for, at et skib ikke går på grund. Det tør vi i SF godt sige, at det er sket med specialskolen. Men redningsbådene er sat i vandet. SF håber, at vi har hørt forældrenes nødråb, og at der hurtigst muligt bliver handlet og fundet en løsning.

Læs også artiklen "EL afviser brug af mellemformer i undervisningen"