Spidskandidat: Nej, nej! Vi har ikke fnidder-fnadder - vi har meget styr på det
Leif Utermöhl er fortrøstningsfuld og overbevist om, at Lokallisten Lolland nok skal få et fint valg. Arkivfoto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Lokallisten Lollands spidskandidat afviser, at der ikke er styr på det hos listen. Den seneste ballade er bare et bump på vejen, mener han. Men Leo Christensens udmeldelse kan godt blive et problem, medgiver han.
- Det er jo Leos beslutning. Det er ikke noget, vi har presset ham til. Vi har ikke ønsket, at han skulle stoppe som kandidat eller som byrådsmedlem for vores liste. Det er jo hans eget valg, og jeg og resten af bestyrelsen tager det til efterretning.
Sådan lyder kommentaren onsdag aften fra spidskandidat Leif Utermöhl, ovenpå meldingen om at syv centrale medlemmer af Lokallisten Lolland - deriblandt næstformand Niels Nielsen og byrådsmedlem Leo Christensen - med øjeblikkelig virkning har meldt sig ud.
- Det er vel en udløber af den hændelse, der har været, konstaterer Leif Utermöhl med henvisning til balladen i sidste uge, hvor blandt andre Leo Christensen og Niels Nielsen forsøgte at ekskludere ham og formand Bjarne Hansen.
Et oprør, der hurtigt gik i sig selv og endte med en forsoning. En forsoning, der altså kun holdt få dage og endte på et bestyrelsesmøde onsdag. Her skiltes man angiveligt i god ro og orden.
- Som spidskandidat takkede jeg Leo og de andre for indsatsen. Dem, der trækker sig på grund af helbredet, kan jeg selvfølgelig godt følge. Og så er der nogen, der har sagt, at de ikke kan se sig selv i det længere, og det kan jeg måske godt forstå med den tumult, der var i sidste uge og alt muligt andet og sådan noget. At vi skulle slås med hinanden i medierne, som vi gjorde i sidste uge, var ikke et kønt syn for nogen.
Hvad kommer det her til at betyde for jer i forhold til vælgernes syn på jer, tror du?
- Jeg tror, det giver vælgerne en klarhed over, hvem der er Lokallisten, og hvem der tegner Lokallisten.
Men er det ikke et signal om, at I er en liste, hvor der ikke er styr på det, og hvor der er fnidder-fnadder?
- Nej, nej! Vi har ikke fnidder-fnadder. Vi har meget styr på det. Vi har stadig vores fælles valgprogram og politik-oplæg, som vi har lavet i løbet af efteråret og vedtaget på vores generalforsamling.
Var der ikke nogen politisk uenighed?
- Nej, det var der nemlig ikke. Det var ikke nogen politisk uenighed overhovedet. Ikke sådan som jeg opfattede det i hvert fald.
Så det var et personspørgsmål og det her med, hvem der skulle stå øverst på listen?
- Ja, der har ikke været tvivl om, hvem der stod øverst på listen. Det var mig, der var valgt på en generalforsamling, og det har alle været enige i. Og det var også Leo, der opfordrede mig til at træde ind i listen, som spidskandidat. Så det er kun lige en lille uge, der er opstået lidt uenighed om listen og måden, man gør tingene på. Det er selvfølgelig lige et bump på vejen, og så må vi jo fylde hullerne op igen. Men nu bor vi på Lolland og er vant til at leve med huller i vejen, så det klarer vi nok også. Det er da ikke sådan noget, hvor vi går ud og siger "Yes!", men vi er fortrøstningsfulde og ser frem til at komme ud at lave politik.
Er det ikke en svækkelse, at I ikke længere har et byrådsmedlem?
- Det er jo et manglende stykke værktøj i værktøjskassen, at vi ikke har en direkte adgang til at komme i byrådssalen. Det er jeg fuldstændig enig i. Det kan jo også være lidt bekymrende, her inden kommunalvalget, hvor vi ikke har mulighed for at profilere os i byrådssalen. Men det må vi så gøre på en anden måde.
Du har jo tidligere talt om, at I nok skulle få fem mandater eller flere. Tror du stadig på det?
- Det håber jeg da.
Er I sikre på det?
- Ja, som udgangspunkt tror jeg selvfølgelig på, at vi får et godt valg. Jeg er klar over, at det her vil svække os lidt i en periode, men jeg håber da, at vælgerne vil kunne se, at vi tilbyder det alternativ.
Konstituerer sig
Med udmeldelserne står Lokallisten Lolland uden næstformand og kasserer.
- Det er en opgave, der skal løses, og det gør vi med krum hals, siger han og fortæller, at bestyrelsen allerede onsdag aften vil konstituere sig på ny og dernæst vil indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, hvor de manglende pladser i bestyrelsen skal besættes og kandidatlisten vedtages.
Her kommer der nu ændringer, da tre af de nu tidligere medlemmer - Leo Christensen, Heidi Borre og Tomoko Nielsen - var kandidater.
Her kan du se et interview med Leif Utermöhl ovenpå balladen i sidste uge: