Spiste vaffelis med 75 kugler

En glad Robert Olsen sammen med Kira Madsen, som har Knolden ved Næsby Strand i Slagelse. Foto: Privatfoto

Den lokale ædedolk Roert Olsen har vundet en konkurrence i is-spisning

Offentliggjort Sidst opdateret

ERRINDLEV Hvis en lille, undseelig mand med kasket og skovmandsskjorte en dag udfordrer dig til en ædekonkurrence, gør du klogt i at tænke dig om en ekstra gang, før du siger ja. For manden kan sagtens være 38-årige Robert Olsen fra Errindlev, og han kan mobilisere en appetit ud over det sædvanlige.

Det beviste han, da han for et års tid siden kom til finalen i DM i hotdogspisning og på et kvarter fik slugt 27 hotdogs - en præstation, der rakte til en andenplads og udløste et rejsegavekort på 10.000 kroner. Han beviste det igen i september, da Bilka holdt tarteletmesterskab, og han vandt ved at spise 28 tarteletter på 10 minutter. Det indbragte ham et gavekort på 3.000 kroner til Bilka.

Isen her er mindre end den, Robert Olsen spiste ... Foto: Privatfoto

- Satme meget is

Og for nylig sejrede han igen, da han tog til ishuset Knolden på Slagelse-egnen for at deltage i en is-spisningskonkurrence. Ved i løbet af en tre kvarters tid at fortære en vaffel med 75 kugler, guf og flødeboller vandt han suverænt.

- Den vejede 7,4 kilo. Det er satme meget is, undskyld mig! konstaterer Kira Madsen, der har Knolden og stod bag konkurrencen.

- Men han havde det fint bagefter. Tynd og slank, og så gik han og kiggede på alle de andre, fortæller hun.

Op til konkurrencens sluttidspunkt var der nemlig flere, der prøvede at slå rekorden ved at spise is med 80, 81, 82 og 83 kugler, men de måtte alle give op - isen skulle spises, inden den smeltede, og det magtede udfordrerne ikke.

Præmien i konkurrencen var tre gange fem liter is, og Robert Olsen var forberedt på sejren - han havde medbragt køletaske og fryseelementer, så isen kunne holde til at blive fragtet hjem.

Ishuset Knolden noterede løbende, hvem der havde spist den største is. Og da konkurrencen sluttede, havde ingen overgået Robert Olsen. Foto: Privatfoto

Træt i maven

Sejren kom altså ikke som den store overraskelse for Robert Olsen.

- Vi har allesammen en eller anden form for talent, og det er så det, jeg kan åbenbart, bemærker han og fortæller om sin måde at gribe det an på.

- Jeg ved som ikke, om jeg forbereder mig så meget. Men på selve dagen spiser jeg kun en skive rugbrød om morgenen og ellers ikke noget, så man virkelig har plads til noget, siger han og fortæller, at deltagerne kan have forskellige taktikker.

En af de andre, der dystede i is-konkurrencen, mente for eksempel, at det var bedst at spise flødebollerne først, så guffet, dernæst vaflen og så selve isen til sidst.

- Han var meget klog med, hvad man skulle gøre, synes Robert Olsen, der ikke selv har den store taktik, men bare spiser.

Og de 7,4 liter is voldte ham altså ikke de store problemer.

- Den første halve time bagefter var jeg træt i maven, men da den var gået, havde jeg det fint igen, forsikrer han.

Hotdog-revanche udskudt

Her og nu ærgrer Robert Olsen sig over, at DM i hotdogspisning ser ud til at være aflyst i år. Han havde ellers glædet sig til at se, om han kunne vinde i år.

- Det er lidt ærgerligt, for det er jo de bedste af de bedste, der kommer der, bemærker han og tilføjer, at arrangøren - Steff Houlberg - også tager sig godt af finalisterne, der får betalt rejsen til Aalborg og overnatning på hotel.

Om Bilka holder tarteletkonkurrencen igen, er han også spændt på. Men der er også grænser for, hvor mange konkurrencer, han vil stille op i.

- Jeg gør det ikke hver dag, for så ser man ikke ud, som jeg gør! bemærker han og fortæller, at han på YouTube har set en engelsk kvinde, der er super sportstrænet, men kan spise endnu mere, end han kan.

- Hun spiser sindssygt meget.

Men hvorfor overhovedet deltage i is-konkurrencen?

- Det var bare fordi, det kunne være sjovt at spise en rigtig stor is. Folk tager jo på ferie lang pokker i vold og bruger tid på det. Og jeg synes, det var meget sjovere.