Spodsbjerg-Tårs må aflyse mange afgange

- Det er ikke bare en dårlig weekend, dette sker på. Det er en rigtig, rigtig skidt weekend at måtte aflyse afgange på. Sådan siger administrerende direktør Mads Kofod fra Nordic Ferry Services i anledning af. at Langelandstrafikken har måttet flytte færgen Vesborg fra Spodsbjerg-Tårs til Samsø-ruten.

Det har man valgt at gøre, fordi der har været brand i maskinhuset på den nye Samsø-færge, Kanhave.

- Vi har valgt det mindste af flere onder. Det er på Samsø-ruten vi flytter mest tonnage, og vi kan ikke afskære Samsø fra Jylland, siger Mads Kofod. Han forventer at Kanhave kan være klar igen om fem-syv dage.

Situationen på Spodsbjerg- Tårs ligner nu den, der var først i ferieperioden, hvor Vesborg fik en forsinket ankomst til Spodsbjerg-Tårs, fordi Kanhave ikke blev rettidigt afleveret til Samsø-ruten fra rederiet.

- Vi forsøger at ombooke så mange passagerer, som muligt. Men det er klart at mange af vores kunder bliver berørt. Det beklager vi, siger Mads Kofod.




Færgen Vesborg er flyttet til Samsø-ruten efter brand på den nye Samsø-færge, Kanhave.

Offentliggjort Sidst opdateret