Stangstiv billist på færgetur til Lolland

- Han var så beruset, at han hverken kunne stå eller gå,sådan beskrives tilstanden på den mand, som torsdag eftermiddag selv kørte sin bil ombord på færgen i Spodsbjerg på Langeland med kurs med Tårs på Lolland.
Ordene kommer fra politiets vagtchef Anders Mikkelsen, som kan fortælle at kollegaerne stod klar til at anholde manden, en 63-årig fynbo, da han nåede til Lolland.
 
Vagtchefen fortæller, at den 63-åriges blæs i spritballonen vidste over 2 i promille. På godt dansk betyder det meget fuld. 
 
Manden står nu til at miste kørekortet og få en bøde.
 
Det var personalet i billetlugen på Langeland, som kontaktede skibets kaptajn, da den 63-årige billist virkede beruset, da han skulle købe billet. Skibets personale fik hurtigt taget bilnøglerne fra manden ombord på færgen og tilkaldt politiet, som stod klar da færgen nåede i havn på Lolland ved 18.30 tiden. Ingen kom tilskade og ingen biler blev ramt.




Med en promille over 2 kørte 63-årig fynbo bilen ombord på færgen til Tårs, hvor politiet ventede på ham.

Offentliggjort Sidst opdateret