Stegepanden åben igen

Lørdag slog Brian Mikkelsen dørene op til en ny restaurant i Stegepanden på Vesterbrogade 23 i Maribo.
Restauranten har stået tom siden før nytår.
- De sidste par måneder har vi gået og sat den i stand. Det trængte den også til, konstaterer han.
Brian er uddannet kok og har arbejdet som sådan i flere år.
- Vi har længe kigget på noget her i Maribo og omegn, og det blev så Stegepanden, fortæller Brian, der som indehaver i starten vil  drive restauranten selv og med en enkelt fuldtids- og en reservetjener.
- Så må vi lige se, hvor travlt her bliver. Jeg håber så på, at der senere bliver mulighed for at ansætte nogle unge mennesker  i bl.a. opvasken, fortæller han.
Menukortet indeholder steaks, vegetarretter og fisk.
- Og så vil jeg have en månedens ret, hvor man kan være lidt mere kreativ og bruge årstidens råvarer. F. eks. bliver månedens ret i oktober vildt, fortæller han.

I løbet af de sidste måneder er restauranten sat fuldstændig i stand.

Offentliggjort Sidst opdateret