Stemningen er alt for et værtshus

Hans Døj kan godt holde gang i et langtidsholdbart værtshus. Men så skal en øl koste mere end ti kroner. Foto: Daniel Brøns

Mens mange værtshuse lukker og skifter ejer jævnligt, så har Valhal i Rødby vist sig at kunne holde sig oven vande med én mand ved roret i mange år. Og konceptet er enkelt: Sørg for at have en god stemning med venlige mennesker.

Offentliggjort Sidst opdateret

RØDBY: Når man en tilfældig onsdag lægger vejen forbi Valhal i Østergade, så bliver man glad for, at der stadig findes et sted i byen, hvor man kan få en øl og en sludder. Her er både bar, billardbord og spillemaskiner. Og ovenikøbet plads til et band, når der er ”live-aftener”. Naturligvis lugter her af røg, men til gengæld får man muligheden for at møde en masse åbne, helt almindelige Rødby-borgere, som kommer for at få en eftermiddagssnak og en øl eller to.

Og den gode stemning skyldes ikke mindst, at ejeren af stedet, den 72-årige Hans Døj i snart otte år har stået bag disken - med et stort smil og er klar til en ”løgnehistorie” eller to.

- Der er ikke nogen krise her, og der har aldrig været det, for vi har en god skare af fornuftige mennesker, der kan lide at komme her – og holder ved, siger værtshus-ejeren, der selv under Coronakrisen klarede sig. Nu er han oppe på 90 procent af den normale omsætning fra før Corona – takket være de loyale kunder, der opfører sig pænt og skaber et godt fællesskab.

- Man skal samle på de fornuftige gæster, der kommer her for snakke og hygge sig, og så skal man ikke være bange for at hælde folk ud, hvis de drikker alt for meget, siger værtshusejeren, der sætter en ære i at have et sted, hvor alle kan føle sig trygge. Og selv om han er 72 er han heller ikke bange for at give folk karantæne, hvis de er aggressive.

- Er man bange for mennesker, så skal man ikke have et værtshus, siger han med et grin og understreger, at man også gerne må have lidt forretningssans.

Samler kunderne

- Når jeg ser det ene værtshus efter det andet åbne og lukke efter et koncept med øl for ti kroner, så er det jo klart, at det ikke kunne gå anderledes. Når husleje, el, varme og personale skal betales, så kan det jo på ingen måde løbe rundt. Det ved kunderne jo godt, så de vil også gerne betale lidt for en øl, siger Hans Døj, der tager 24 kroner for en øl – for så er der også råd til at skabe aktiviteter.

Når jeg ser det ene værtshus efter det andet åbne og lukke efter et koncept med øl for ti kroner, så er det jo klart, at det ikke kunne gå anderledes.

- Vi har live-musik en gang om måneden, og vi holder jævnligt billard-turneringer. Det er ofte ved de arrangementer, at nye ansigter kommer til og opdager, at vi har det rigtigt hyggeligt her, siger han.

Ingen pensionist-tid

Og selv om han har haft værtshus i en stor del af sit liv – også i Lemvig, hvor han boede tidligere – så ønsker han sig ikke, at der snart skulle komme noget afveksling som pensionist.

- Hvad skulle jeg dog med golf og rejsen-rundt som alle de andre, når jeg hygger mig godt her. Jeg ville slet ikke kunne undvære det, hvis jeg rejste væk, siger Hans Døj, der i Rødby har hus og have, som han nyder at passe, når han har fri.

Inden interviewet afsluttes, så anbefaler han at kigge ind lidt oftere.

- Der er masser af gode historier at få her, men desværre er mange af dem også løgnehistorier – især ham der er slem, siger han og peger på en af gæsterne, der beretter, at han er forretningsmand og er vendt hjem til føde-egnen i Rødby efter flere år andre steder i Danmark. Gæsten fortæller:

- Jeg kommer her gerne en time eller to om et par gange om ugen, og det er virkelig en god måde at få udvekslet rygter og møde nye mennesker. Uden sådan et sted ville Rødby virkelig være en kedelig by, siger gæsten, der ikke synes, at 24 kroner er dyrt for en øl.

- Værtshuset skal jo også leve, og så meget bliver det jo heller ikke, hvis man som jeg holder sig til en enkelt eller to.

Der er åbent mandag til torsdag fra 10-21, fredag og lørdag 10-22. Søndag er der åbent 10-18.