Stigende behov for boliger til speciel borgergruppe
Bo og Naboskab Sydlolland får bygget nyt til erstatning for fem
nuværende pladser og to eksisterende særforanstaltninger.
RØDBYHAVN På baggrund af et stigende behov for "specielt tilrettelagt skærmende tilbud" har Region Sjælland tidligere godkendt et ideoplæg for etablering af erstatningsbyggeri for fem eksisterende pladser og to eksisterende særforanstaltninger i Bo og Naboskab Sydlolland.
Nu er det konkrete projekt på vej gennem en politisk behandling med forventet endelig godkendelse i regionsrådet i begyndelsen af det nye år.
- Der er stadig et massivt pres fra kommunerne, fortæller forstander Kjeld Saul, Bo og Naboskab Sydlolland.
Med de kommende fem plus to erstatningsboliger kan der etableres mere optimale forhold for de beboere, der ud over at være udviklingshæmmede også har "andre psykiatriske og sociale vanskeligheder", som det hedder i regionens sagsfremstilling.
- Hvor vi i dag skal have flere nattevagter, fordi beboerne bor hver for sig, vil vi med de nye boliger kunne nøjes med måske at have to nattevagter, siger Kjeld Saul.
De nye boliger er planlagt bygget i det grønne område nord for Digecenteret i Rødbyhavn. Opgaven med at bygge boligerne ventes udbudt i totalentreprise i begyndelsen af næste år, og at stå færdig omkring april 2021.
Sideløbende med at projektet til i alt 15 millioner kroner skal godkendes af regionens politikere, er Lolland Kommune på vej til nu at udsende et lokalplanforslag for projektet i en fire ugers offentlig høring.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned