Stikflammer stod ud af eltavle på stråtækt hotel
Foto: Claus Hansen, arkivfoto
Claus Hansen, arkivfoto
En brand på Digegaarden kunne have udviklet sig katastrofalt.
HUMMINGEN Kort efter midnat natten til mandag opdagede ejeren af Den gamle Digegaard, at der stod stikflammer ud af en hovedeltavle. Han fik fat i en pulverslukker og slukket det værste.
- Hvis ikke ejeren havde handlet resolut og fået slukket de stikflammer, der stod ud af relæet, havde det virkelig kunnet gå grueligt galt, siger indsatsleder Jens Rasmussen fra Lolland-Falster Brandvæsen med henvisning til, at Digegaarden har stråtag, og at der var flere overnattende gæster.
Stikflammerne stod op imod loftet, som blev svedet, og elkablerne smeltede. Brandfolkene - der kom med en sprøjte og to tankvogne - tjekkede derfor loftrummet.
- Og der var gæster, så jeg bad ejeren om at vække dem og få dem samlet i restauranten i hovedbygningen. Jeg fortalte dem, hvad der var sket, og at de lige var nødt til at blive der en times tid, til der var styr på det hele, fortæller Jens Rasmussen.
Han kontaktede også Skadeservice og bad om at få tilkaldt en elektriker, som kom og fik tjekket det hele.
- Så stille og roligt kunne jeg efter halvanden times tid fortælle gæsterne, at nu kunne de gå til ro, beretter Jens Rasmussen.
Men der var stadig arbejde at gøre. Slukningen med pulverslukkeren havde skabt et omfattende svineri i køkkenet og restauranten, så Skadeservice satte tre mand ind. De gjorde rent hele natten og var færdige ved nitiden, så Digegaarden kunne byde gæsterne på morgenmad og også tage imod et hold frokostgæster.
- Restauranten og det hele kom op at køre igen, konstaterer Jens Rasmussen.
Han fortæller i øvrigt, at det er bedre at slukke brand i elektriske installationer med en CO2-slukker.
- En pulverslukker er ikke så godt for elkomponenter. Men en pulverslukker var det eneste, han havde, og det reddede også det hele. Man skal bare endelig ikke bruge vand, for det er ledende, siger Jens Rasmussen, der fik oplyst, at Digegaarden faktisk var på vej til at skulle have en ny eltavle.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker