Støjberg var stort trækplaster

Inger Støjberg talte varmt for grænsekontrol og øget overvågning, da hun besøgte Maribo torsdag aften. Næsten 100 tilhørere var draget til byen fra nær og fjern. Foto: Jan Knudsen

BILLEDSERIE: Mange fra nær og fjern ville diskutere politiforlig med Inger Støjberg fra Venstre

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO Når Venstres topledelse ikke har travlt med at styre partiet gennem den aktuelle politiske krise, har de en plan om at forkorte afstanden mellem Christiansborg og medlemmerne.

Det afslørede partiets næstformand Inger Støjberg (V), da hun torsdag var i Maribo for at høre borgernes mening om et højaktuelt emne - der ikke havde noget med Kristian Jensen at gøre.

- I morgen sætter retsudvalget sig til forhandlingsbordet hos justitsminister Nick Hækkerup (S) om et nyt politiforlig. Vi vil gøre det ordentligt. Derfor kommer jeg ud til jer og spørger om råd, forklarede hun.

Inger Støjberg problematiserede, at hele 38 procent af den danske befolkning ikke har tillid til, at politiet kommer, når de ringer efter hjælp.

- Vi skal prioritere både det nære og det svære. Men i de sidste år har vi nok mistet fokus på det nære, tilstod hun.

Foto: Jan Knudsen

Faglige spørgsmål

Spørgelysten var stor, og det stod klart, at der blandt tilhørerne var både fagfolk og folk langvejs fra.

Der blev diskuteret genåbning af lokale politistationer, tilbud om deltidsstillinger til ældre betjente med stor erfaring, andre faggrupper til særlige opgaver - som køreprøver eller lastvognskontroller og manglende efterforskning af indbrud. En ung mand slog på tromme for legalisering af hårde stoffer.

Lige det synspunkt vandt ikke genklang i forsamlingen. Viceborgmester Henrik Høegh (V) foreslog i stedet at få en narko-fri generation ved at gå benhårdt efter det åbenlyse salg af stoffer til børn og unge i lokalområdet.

Flere tidligere landbetjente fortalte om den vigtige viden, en betjent får og kan bruge, når han kender nærområdet som sin egen baglomme. Og en tidligere sagsbehandler påpegede, med opbakning fra en skolelærer, vigtigheden af et stærkt SSP-samarbejde.

- Når en politimand har været på hjemmebesøg, så rygtes det på skolen, at politiet har været hjemme hos mor og far. Det virker! Politiet skal være mere synligt, og vi skal starte i skolerne, sagde hun og bakkede op om Henrik Høeghs forslag.

Øget overvågning og grænsekontrol var også på tapetet. Her bød Joakhim Møss fra grænsepolitiet ind med faglig viden.

- Vi kontrollerer rigtig mange i Rødbyhavn. Jeg vil foreslå, at man beslutter, hvad man vil kontrollere. Politikadetterne er begrænset af, at de ikke har det mandat, vi andre har. Jeg håber, at man tilbageruller kadetterne og laver øget overvågning - blandt andet nummerplade-genkendere, foreslog han.

Lollands folketingskandidat Rasmus Brandstrup Larsen (V) ville gerne spare på grænsekontrollen.

- Under en promille af de udlændinge, man har stoppet, er tilbagesendt. Og du siger, man har beslaglagt våben. Men det er jo knivblokke fra Fleggaard, slangebøsser og champagnesabler, der er beslaglagt. Så kan man ikke bruge ressourcerne bedre?

Det mente Støjberg ikke.

- Jeg mener stadig, at hver en krone, der er givet til den grænsekontrol, er givet godt ud.

Én spørger fik dog damen på glat-is, da han spurgte til en specifik "forbrydelse" - begået lokalt.

- Jeg har stemt på en folketingskandidat hernede fra. Nu er han gået over til et andet parti. Er det ikke kriminelt?

Svaret kom prompte:

- Det er ikke kriminelt, og jeg kan sige, at han stadig er på fri fod. Han ligner heller ikke en, der har fodlænke på, grinede Støjberg, der dog på det mere alvorlige plan ville sige, at den nære ven Marcus Knuths brud med partiet havde været "smertefuldt".

Læs også artiklen "- Jeg kommer fra skafottet" i fredagens Folketidende.

Foto: Jan Knudsen
Foto: Jan Knudsen
Foto: Jan Knudsen
Foto: Jan Knudsen
Foto: Jan Knudsen
Foto: Jan Knudsen
Foto: Jan Knudsen
Foto: Jan Knudsen