Stor interesse: Publikumsmagnet på vej til Knuthenborg

Det store kranie er blevet pakket ned på det naturhistoriske museum i Berlin, og flytter nu til Danmark. Foto: Knuthenborg Safaripark/Evolutionsmuseet

Kraniet af en Triceratops flytter fra naturhistoriskmuseum i Berlin til Evolutionsmuseet på Lolland.

Offentliggjort Sidst opdateret

KNUTHENBORG: Når Evolutionsmuseet i Knuthenborg Safaripark åbner til foråret, bliver det med en tysk publikumsmagnet i samlingen. Kraniet af en Triceratops, der levede for mellem 68 og 66 millioner år siden, flytter nemlig til Lolland fra "Museum für Naturkunde Berlin", der er et af Europas største dinosaurmuseer.

Af alle danske destinationer har Lolland-Falster allerbedst fat i de tyske turister lige nu, så jeg vil ikke være overrasket, hvis Evolutionsmuseet hjælper området med at fastholde den position.

Lars Ramme Nielsen

I Berlin har kraniet det seneste år været set af flere end 400.000 gæster, men i fremtiden skal det være med til at trække gæster til Knuthenborg Safaripark, hvor det vil være permanent udstillet på Evolutionsmuseet.

"Amalie" er et særdeles velbevaret kranie, der er mellem 68 og 66 millioner år gammelt. Det kan opleves på Lolland, når Knuthenborg Safaripark åbner til den nye sæson 23. marts. Foto: Knuthenborg Safaripark/Evolutionsmuseet

Kraniet blev fundet af en amatørfossiljæger i Lance Creek Formationen i Wyoming, USA, i 2020. Ved udstillingen i Berlin kunne det store kranie for første gang ses af offentligheden, og interessen har været stor. Det skyldes, at det store kranie som bærer navnet "Amalie" er noget helt specielt.

- "Amalie" er et af Europas mest velbevarede Triceratops-kranier og har sine helt tydelige kendetegn med de tre store horn på den kæmpe nakkeskærm. Når man tænker på, hvordan kraniet har ligget skjult i jorden i 68 millioner år, og undervejs været udsat for naturens kræfter, er det virkelig imponerende, at det stadig er så intakt, siger Christoffer Knuth.

Kan trække tyskere til Danmark

På Evolutionsmuseet glider "Amalie" ind blandt Allosaurus, Torosaurus og den meget sjældne Archaeopteryx, og det gamle kranie er ikke sådan at overse.

- Amalies kranie har en imponerende størrelse på 1,5 gange 2 meter, så jeg kan godt forstå, at så mange har været nysgerrige efter at se det, mens det var udstillet i Berlin. Vi glæder os rigtig meget til at tilføje det til vores store samling af ægte dinosaurskeletter, slår Christoffer Knuth fast.

Triceratopsen Amalie

Det ekstremt velbevarede kranie er 68-66 mio. år gammelt og blev fundet i Lance Creek Formationen i Wyoming, USA, i 2020.

Triceratops er med sin store nakkeskærm og tre horn en af verdens mest kendte typer af dinosaurer. De kunne blive 8-9 meter lang og veje 6 ton.

Kraniet ”Amalie” måler 1,5 x 2 meter og udgjorde cirka en tredjedel af Triceratopsens krop.

Triceratops var planteædere og levede i kridttiden frem til dinosaurerne blev udryddet af en asteroide for 66 mio. år siden.

Kilde: Knuthenborg Safaripark/Evolutionsmuseet

Med den store tyske interesse for Triceratops-kraniet er det ikke utænkeligt, at "Amalie" kan være med til at trække flere turister fra Tyskland til Danmark.

- Tyskland er et af de allervigtigste, hvis ikke det vigtigste, marked for dansk turisme lige nu. Derfor er det en gave, at der nu udstilles et så spændende dinosaurfossil med en tysk forbindelse, vi kan bruge, når der skal skabes interesse for at vælge Danmark som destination, udtaler Lars Ramme Nielsen, branchedirektør for turisme, kultur og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv.

- Af alle danske destinationer har Lolland-Falster allerbedst fat i de tyske turister lige nu, så jeg vil ikke være overrasket, hvis Evolutionsmuseet hjælper området med at fastholde den position.