Stort gravearbejde vil påvirke trafikken i flere måneder
Vand- og fjernvarmeledningerne i Nygade i Nakskov skal renoveres, og det kommer til at påvirke trafikken de kommende måneder. Arkivfoto: Jan Knudsen
.
Lolland Forsyning begynder på mandag et omfattende arbejde med at renovere vand- og fjernvarmeledninger i dele af Nakskov. Det får væsentlige konsekvenser for trafikken.
Et stort gravearbejde vil i de kommende måneder påvirke trafikken og bylivet i dele af det centrale Nakskov.
På mandag, 19. august, tager Lolland Forsyning nemlig fat på at renovere vand- og fjernvarmeledningerne i Nygade, på strækningen fra Tilegade til Østergade.
Arbejdet ventes at vare helt frem til 20. november, og mens der arbejdes på strækningen, vil Nygade være spærret for kørende trafik, oplyser Lolland Forsyning på Facebook.
Det betyder også, at bybusserne fra og med på mandag bliver omlagt, så busstoppestederne foran apoteket i Østergade samt på Svingelsvej over for Kørbersgade ikke vil blive betjent. Buspassagerer henvises i stedet til busstoppestedet over for banen, skriver Lolland Forsyning.
Nygade bliver dog ikke fuldstændig spærret. Det vil stadig være muligt for gående at få adgang til butikkerne og ejendommene i gaden.
- Vi er klar over, at det kan give udfordringer for butikkerne i de gader, vi renoverer, men vi har haft en god dialog med Nakskov Handel, og sammen er vi kommet frem til perioder, hvor vi generer bylivet mindst muligt, skriver Lolland Forsyning i opslaget.
Arbejdet betyder, at ensretningen af Nygade ændres, så der i en periode ensrettes fra Tømmergade mod Østergade, oplyser Park & Vej til Folketidende.
Forsyningen forklarer, at renoveringsarbejdet er nødvendigt for at sikre en stabil forsyning af vand og varme i fremtiden.
- Ledningsnettet på strækningen fra Tilegade til Østergade (apoteket) er noget af det ældste i Nakskov, hvorfor en renovering er nødvendig for undgå akutte forstyrrelser i vand- og varmeleveringen de næste mange år. Derfor graver vi op for at lægge nye rør, som kan holde de næste mange år, lyder det i opslaget.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde