Stort mål for naturen er nået: Fredede blomster og 70 fuglearter er på rekordtid flyttet til Rødby

Lungholm Sø og det omgivende naturområde er registreret som beskyttet natur. Foto: Femern A/S

Et naturområde ved Femern Bælt-projektet på i alt 40 hektar er nu blevet registeret som beskyttet natur. Især på grund af et varieret liv af fugle og fredede planter.

Offentliggjort Sidst opdateret

De store naturområder omkring Femern Bælt-projektet ved Rødbyhavn har opnået et stort mål. Oven i købet i løbet af ganske få år.

Lolland Kommune har nemlig registreret området som særligt beskyttet natur på grund af et rigt og varieret dyre- og planteliv. Og det på trods af, at den kunstige sø blev etableret for bare fire år siden.

- Vi har længe haft et godt øje til området ved Lungholm Sø. Men det er helt unikt at opleve et menneskeskabt naturareal udvikle sig så hurtigt og på rekordtid blive hjemsted for så mange forskellige fuglearter, siger Dorthe Prip Lahrmann, fagkoordinator for Natur og Landbrug i Lolland Kommune, der er myndighed på området.

Naturområderne er etableret som et led i byggeriet af den kommende tunnel til Tyskland, som erstatning for den natur, som byggepladserne og tunnelbyggeriet inddrager.

Der er adgang for besøgende i områderne stort set året rundt. For at give fuglene ro, er færdsel ikke tilladt ynglesæsonen.

Tre nye yngleøer

Området er oprindeligt havmiljø og har siden været dyrket til landbrug. I 2015 blev det taget permanent ud af drift, og i 2020 blev søen etableret som erstatning for den kunstige sø, Strandholm Sø, der lå netop, hvor tunnelens indgang ligger i dag.

Derfor blev søen flyttet til øst for tunnelfabrikken og opgraderet med tre yngleøer til fugle, forklarer Ditte Hjort. Hun er projektleder i Sund & Bælt, der er det statslige selskab bag byggeriet af Femern Bælt-tunnelen.

- Vi ville gerne give fuglene fred, når de yngler, så vi har etableret de tre øer, for at rævene ikke kan komme derud.

Hun tilføjer, at det altid er med henblik på at få beskyttelsesstatus, når Sund & Bælt udlægger og etablerer natur. Derfor er det et stort mål, der nu er nået.

- Det er fantastisk at se, at naturen i virkeligheden er så taknemmelig og indfinder sig så relativt hurtigt. Netop denne natur har været dyrket, pumpet med næringsstoffer og drænet igennem mange år. Og alligevel genindfinder den sig, hvis man lader den være i fred.

Fredede planter og sjældne padder

I dag er der i området mulighed for at opleve mere end 70 forskellige fuglearter – blandt andet den menneskesky trane. Men også sjældne padder og en hel del fredede orkidéer.

Fakta

I forbindelse med etableringen af Femern Bælt-tunnelen mellem Danmark og Tyskland bliver der skabt en stribe små og store sammenhængende naturområder til gavn for planter, dyr og mennesker.

I alt skaber tunnelprojektet over 600 hektar ny natur på dansk og tysk side. Blandt andet:

Over 40 nye vandhuller

Naturbælte på 60 hektar fra Rødby til Rødbyhavn

Ny Lungholm Sø med yngleøer til fugle

42 hektar nyt vådområde ved Lidsø Naturpark

Samarbejde med Hempel Fonden om Saksfjed Vildmark på 800 hektar

42 hektar nye stenrev sydøst for øen Fehmarn

Kilde: Sund & Bælt

Og det viser, at naturen har taget godt imod de nye områder, der er oprettet som følge af Femern Bælt-projektet, siger Dorthe Prip Lahrmann fra Lolland Kommune.

- Vi arbejder tæt sammen med Femern Bælt-projektet om naturindsatsen i området. Det handler om, at man giver naturen de bedst mulige betingelser for at bide sig fast. Derefter kan naturen overraskende hurtigt udvikle sig til et robust levested for dyr og planter, siger hun.