Styrelse pålægger kommune handlingsplan: - Vedvarende dårlig kvalitet
Arkivfoto: Per Houby
.
Lolland Kommune skal senest 26. september sende en handlingsplan til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
LOLLAND: Det halter med kvaliteten i Lolland Kommunes skolevæsen. Så meget, at Styrelsen for Undervisning og Kvalitet - også kaldet Stuk - i sidste uge pålagde kommunen at lave en handlingsplan for kommunens skolevæsen.
En handlingsplan, som skal godkendes af Stuk, der hører under Børne- og Undervisningsministeriet. I forbindelse med udarbejdelsen af handlingsplanen skal kommunen indhente udtalelser fra alle skolebestyrelser i kommunen.
I et otte sider langt brev med 15 siders bilag, som Folketidende er kommet i besiddelse af, skriver styrelsen blandt andet til Lolland Kommune:
"Styrelsen vurderer, at Lolland Kommunes skolevæsen har vedvarende dårlig kvalitet, jævnfør folkeskolelovens paragraf 57 d, stykke 3-4. Styrelsen lægger vægt på den tværgående og vedvarende karakter af kommunens udfordringer.
Det kommer blandt andet til udtryk i resultater ved nationale test og resultater ved de bundne prøver på 9. klassetrin. Det gør sig gældende både for de enkelte folkeskoler og for kommunen som helhed."
Skoler risikerer at blive lukket
Pålægget fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet omfatter alle kommunens folkeskoler, og hvis en skole i løbet af tre år ikke har indfriet de mål, som bliver fastsat i handlingsplanen, kan styrelsen i henhold til folkeskoleloven beslutte, at den pågældende skole skal nedlægges, fremgår det af brevet.
Handlingsplanen skal indeholde en beskrivelse af kommunens konkrete målsætninger og indsatser for at forbedre kvaliteten på både kommune- og skoleniveau, skriver styrelsen videre.
Pålægget er givet i forlængelse af en partshøring fra Stuk i slutningen af maj og et efterfølgende partshøringssvar fra Lolland Kommune i midten af juni.
Allerede i forbindelse med partshøringen i maj var styrelsen af den opfattelse, at "der er tale om vedvarende og alvorlige kvalitetsudfordringer for skolevæsenet i Lolland Kommune. Dette er fortsat styrelsens vurdering", hedder det i brevet til Lolland Kommune.
For få fortsætter på en ungdomsuddannelse
Stuk skriver også i brevet, at man vurderer det som "meget alvorligt", at andelen af elever, der efter at have afsluttet folkeskolen fortsætter på en ungdomsuddannelse, er markant lavere end landsgennemsnittet.
I skoleåret 2020/21 var det ifølge brevet 73,9 procent af eleverne, der efter afsluttet 9. eller 10. klasse fortsatte på en ungdomsuddannelse, mens tallet på landsplan var 87,2, og i de to foregående skoleår var andelen endnu lavere.
Men det er ikke kun situationen på folkeskolerne i Lolland Kommune, Stuk er bekymret over. Styrelsen skriver, at den også er bekymret for kvaliteten i Specialskolen Lolland, da ingen af skolens elever har aflagt prøve i de bundne prøvefag i de sidst fire år.
Styrelsens krav til handlingsplanen fra Lolland Kommune
Styrelsen for Kvalitet og Undervisning har i brevet til Lolland Kommune fremsat en række konkrete krav til, hvad kommunens handlingsplan skal indeholde. Det er blandt andet:
1: Mål for elevernes faglige resultater og eventuelt trivselsresultater på både kommune- og skoleniveau. Målene på kommuneniveau skal som minimum indebære en positiv udvikling med skoleåret 2021/22 som basisår. Målene på skoleniveau skal minimum indebære, at folkeskolerne ikke skiller sig ud på kvalitetstilsynets indikatorer.
2: Identifikation af de væsentligste årsager til de faglige og eventuelt trivselsmæssige udfordringer, som de viser sig i data for kommunens folkeskoler og set i lyset af de indsatser, som kommunen tidligere har igangsat for at forbedre kvaliteten i skolevæsenet. Styrelsen anbefaler, at der prioriteres få centrale og konkrete udfordringer.
3: Indsatsområder, som er prioriteret og begrundet med afsæt i data og evt. forskning, der skal reducere skolevæsenets udfordringer.
4: Mål og delmål for hvert indsatsområde. Herunder skal der fastsættes konkrete kortsigtede delmål, som kan måles i data (eventuelt lokale data).
5: Beskrivelse af de aktiviteter, som kommunen igangsætter trin for trin for at lykkes med delmålene, herunder angivelse af tidspunkt for gennemførelse af aktiviteterne.
Kilde: Kilde: Styrelsen for Undervisning og Kvalitet
Det siger loven
Påbuddet fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet til Lolland Kommune kommer med baggrund i folkeskolelovens paragraf 57d, stykke 3. Her står der:
57 d. Børne- og undervisningsministeren fører tilsyn med folkeskolers kvalitetsudvikling.
Stykke 3. Ministeren kan træffe beslutning om at nedlægge en folkeskole, som ikke inden for en treårig periode har indfriet de fastsatte mål i den af ministeren godkendte handlingsplan, jævnfør stykke 2. Ved nedlæggelse af en folkeskole i medfør af denne bestemmelse udøver ministeren på kommunalbestyrelsens vegne de beføjelser, som kommunalbestyrelsen har i medfør af paragraf 24, stykke 4. Kommunalbestyrelsen træffer med ministerens godkendelse beslutning om tilpasning af kommunens skoledistrikter, jævnfør paragraf 36, stykke 2, i umiddelbar forlængelse af ministerens beslutning om at nedlægge skolen.
Kilde: Kilde: Retsinformation.dk