SVAGELIGE ÆLDRE SKAL FRAGTES UNØDIGT LANGT FOR AT FÅ EN CORONAVACCINE
Kirsten Jensen kan godt selv køre hen til vaccinationscenteret i Nakskov på sin el-scooter. Men hun kan ikke få hjælp af kommunen til at få en tid i Nakskov, kun i Maribo. Det undrer hendes søn Karsten Jensen. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
82-årige Kirsten Jensen fra Nakskov kan ikke forstå, hvorfor hun skal køres i bustransport til Maribo for at blive vaccineret mod covid-19, når der er et vaccinationscenter i Nakskov.
NAKSKOV/LOLLAND: Da telefonen ringede hos 82-årige Kirsten Jensen, tog hun den og forsøgte at hænge på, så godt hun kunne. Men hun måtte hurtigt give fortabt. Kirsten har nemlig svært ved at høre og tale og kunne derfor ikke følge med i, hvad der blev sagt til hende i hastigt tempo i den anden ende. Heldigvis var hendes søn Karsten tilstede.
- Jeg var der tilfældigvis og kunne tage samtalen, for min mor kunne simpelthen ikke forstå , hvad der blev sagt. Hun fattede intet, fordi hende der ringede snakkede alt, alt for hurtigt, fortæller Karsten Jensen.
Det viste sig, at det var en medarbejder fra Lolland Kommune, som ville hjælpe Kirsten Jensen med at få en tid til en vaccination mod covid-19 samt tilbyde hende kørsel hen til vaccinationscenteret, hvilket ville sige til vaccinationscenteret i Maribo.
Det undrede Karsten. For hans mor bor på Bregnevej, fem minutter fra vaccinationscenteret i Nakskov.
Hvorfor kunne hun så ikke få en tid der, spurgte han. Men det kunne hun ikke, lød svaret. For når ældre og svagelige borgere i Lolland Kommune har brug for hjælp til at bestille tid og blive kørt til vaccinationscenteret, går turen for alles vedkommende til Maribo. Uanset hvor i kommunen de bor.
Annonce
Det finder Karsten Jensen er helt urimeligt. Han kontaktede derfor Folketidende i håb om en bedre løsning, ikke kun for hans mor, men for alle ældre og svagelige borgere på Vestlolland. Som han siger:
- Hvorfor skal svage borgere fra Nakskov og omegn sendes til Maribo? Hører Nakskov ikke med til Lolland Kommune?
- Hvorfor skal borgere i Nakskov stilles så meget ringere, spørger Karsten Jensen. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Den er god nok
Ifølge decentral leder for hjemmeplejen i Lolland Kommune, Inge Kromann Hansen, er det rigtig nok sådan tilbuddet er skruet sammen i Lolland Kommune.
- Alle kommuner skal hjælpe de borgere, der absolut ingen mulighed har for selv at komme hen til vaccinationscentrene. I Lolland Kommune spørger hjemmehjælpere og sosu'er derfor til behovet for hjælp, når de er ude hos borgerne, ligesom det team der varetager hjælpen kan ringe op og spørge, fortæller Inge Kromann Hansen og fortsætter:
- Vi prøver at være skarpe på at få spurgt: har du for eksempel en søn eller en nabo, der kan hjælpe dig. Nogle siger min søn har for meget at lave, min nabo har ikke tid, så træder vi til.
Inge Kromann Hansen understreger, at det er noget særligt for covid-19 vaccinerne, at der er hjælp til ældre og svage borgere med tidsbestilling og kørsel.
- I Lolland Kommune har vi så løst det ved, at vi planlægger samlet kørsel med Nymann busser, som kører borgerne til vaccinationscenteret i Maribo.
Ifølge den decentrale leder af hjemmeplejen skyldes det dels, at der er god erfaring fra tidligere vaccinationsrunder med samlet kørsel, og dels at der er flere tider i Maribo.
-Når man kommer med busser med mange af gangen, så kører man derhen, hvor der er stor kapacitet, og det er der i Maribo, siger hun.
Annonce
Det er altså også ud af et hensyn til at friholde tiderne i Nakskov for de øvrige borgere, påpeger hun.
Desuden var der slet ikke et vaccinationscenter i Nakskov, da vi planlagde kørslen med Nymann busser, forklarer hun.
Afviser svar og forklaringer
Karsten Jensen giver ikke meget for de svar og forklaringer.
- Der findes ikke en eneste fornuftig forklaring på, at en person der har svært ved at høre og tale, selv skal bestille tid, og hvis de ikke kan det, så skal de tvinges til Maribo, siger han.
Det er helt tosset, mener han.
- Min mor kommer jo med at bruge flere timer på transport for at få et stik, der varer under et minut. For når de svagelige ældre skal samles op i bus og køres rundt fra for eksempel Langø til Nakskov til Kastager og så til Maribo og tilbage igen, så bliver det hurtigt en langstrakt affære, argumenterer han.
Min mor kommer jo med at bruge flere timer på transport for at få et stik, der varer under et minut.
Karsten Jensen
Han mor, Kirsten Jensen, er heller ikke meget for det. Hun har nemlig prøvet det i forbindelse med sygdom, hvor sygetransporten til og fra sygehuset i Nykøbing tog fem timer, fordi der skulle samles så mange op og sættes så mange af på ruten.
- At ligge at køre så meget rundt, siger hun og ryster på hovedet som en slags afslutning på sin påbegyndte sætning.
Kirsten Jensen har prøvet, hvordan det er at blive kørt unødigt mange kilometer for at blive hjulpet fra A til B. Det syntes hun ikke godt om. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Det får Karsten Jensen til resolut at fastslå:
Annonce
- Hvis vi ikke kan blive vaccineret i Nakskov, så skal vi ikke vaccineres.
Han er nemlig også selv i målgruppen for vaccinen.
Må gerne selv
Ifølge Inge Kromann Hansen er borgerne dog velkomne til at sige nej tak til tilbuddet om kørsel og så selv bestille en tid og gå hen og få vaccinen i Nakskov. Såfremt de kan.
- Men det er jo det, folk ikke kan. Det er det, der er problemet, at dem der ikke selv kan bestille tid, de bliver tvunget til Maribo. Ligesom dem der ikke selv kan flytte sig hen til et vaccinationscenter bliver det.
- Altså hvis kommunen laver en service for ældre og svagelige borgere om hjælp i Lolland Kommune gælder den vel for ældre og svagelige borgere i hele Lolland Kommune, og ikke kun dem der bor i Maribo, argumenter Karsten Jensen.
Han forstår ikke, hvorfor borgere i Nakskov - som trods alt er kommunens største by - skal stilles ringere.
- Det er jo det, der er konsekvensen.
Han taler derfor en sag, der er større end sin mors.
- Jeg taler for alle dem, der bor på Vestlolland, siger han.
Annonce
Forklaringen, at der slet ikke var et vaccinationscenter i Nakskov, da kørslen blev planlagt, giver han heller ikke meget for.
- Så må man justere indsatsen, det kan jo ikke være sværere.
Hvad bliver jeres løsning nu?
- Altså jeg håber, at kommunen ringer tilbage og siger, at nu har de skaffet et tid i Nakskov til hende. Min mor kan jo sagtens køre derover på sin el-scooter. Hun kan bare ikke finde ud af at få en tid.
Kunne du hjælpe eventuelt hjælpe din mor med at få en tid?
Annonce
- Jeg mener jo ikke, at det er en opgave, man skal pålægge pårørende.
Men det gør man, hvor det er muligt.
- Ja, det ved jeg godt. Men er det korrekt? Jeg har selv rigtig mange sygdomme, skal jeg så ind imellem mine undersøgelser og behandlinger også tage mig af min mors? Det synes jeg er helt forkert. Når man har sådan en service i kommunen med hjælp, bør den være lige for alle. Hvorfor skal borgere i Nakskov og omegn stilles så meget ringere?
Karsten Jensen undrer sig.
- De (sundhedsmyndighederne, red.) vil meget gerne have, at de mennesker, der er i risikogruppen bliver vaccineret, så de ikke belaster sygehusvæsenet yderligere. Men jeg føler, at de gør det så besværligt, at folk bliver nødt til at melde fra.
Hvad gælder og hvordan:
Svagelige og ældre borgere kan få hjælp til tidsbestilling og kørsel til covid-19 vaccination. Men kun hvis de ikke har mulighed for at klare det selv eller med hjælp fra pårørende eller naboer eller andre. Men så går turen til vaccinationscenteret i Maribo uanset, hvor i kommunen man bor.
Hvis man ikke selv er i stand til at bestille tid til vaccination og fragte sig derhen, kan man ringe til Ældre og Sundhed i kommunen på 54677702.
Hvis man selv er i stand til at bestille tid til vaccination og fragte sig derhen, kan det gøres telefonisk hos regionen på 70204233.
Kilde: Kilde: Decentral leder i hjemmeplejen Inge Kromann Hansen
Seneste artikler
Opkaldt efter Ulf Pilgaard: Ny pris skal uddeles ved nyt show i Nykøbing
Kommune advarer borgere
Ledelse på skole er væk
CBS må give afslag til de fleste ansøgere efter rekordstor interesse
Lene har taget et kæmpe spring: Jeg var bange for skolen – nu starter jeg som elev
Mest læste artikler
Ny ejer: Maglebrænde-slagteren genopstår
Seks kendte kunstnere indtager Falster i ny sæson af ”Kunstnerkolonien”
Ledelse på skole er væk
Forældre i opråb om massive rotteproblemer på skole: - Det er ikke rart at vide, at mit barn render rundt i en rotterede
Kommune melder ulovligt hotel til politiet: Fortsatte efter påbud