Sygdom udsætter stor forestilling
Det er mere end ti år siden, at NørregadeTeatret sidst satte "Den Lille Havfrue" op. Dengang var det dog med voksne skuespillere. I år skulle børnene have indtaget scenen i Disneys udgave af H.C. Andersen-eventyret, men sygdom udsætter forestillingen. Foto: Arkivfoto
ukendt
NørregadeTeatret skulle have spillet "Den Lille Havfrue", men forestillingen er udskudt til 2026.
Gennem flere år har egnsteatret NørregadeTeatret haft stor succes med en teaterskole for børn og unge. Som afslutning på forløbet har der været tradition for at spille en stor Disney-forestilling, hvor det alene er de talentfulde skuespillere som fylder scenen. Sådan bliver det dog ikke i år.
Teatret havde planlagt at spille "Den Lille Havfrue", men teaterskolen er først for kort tid siden kommet rigtigt i omdrejninger på grund af sygdom. Det har derfor været nødvendigt at hente forstærkninger til undervisningen, som bliver delt ud på skuespiller Susanne Billeskov, der var den første vinder af talentshowet "Scenen er din", skuespiller Gina Marchwinski og skuespiller, danser og koregraf Henrik Lund.
- Det betyder desværre, at vi ikke kan nå at færdiggøre en stor forestilling med vores elever på teaterskolen. Derfor har vi besluttet at udskyde "Den Lille Havfrue" til maj 2026, fortæller teaterdirektør Frank Rubæk.
Et trygt forløb
Billetsalget var på forhånd gået rigtig godt, og der var planlagt hele seks forestillinger. Har man købt billet vil den blive ombyttet til en forestilling i 2026, men ønsker man ikke at gøre brug af billetten kan man få pengene refunderet ved at henvende sig i Vinhuset på Torvet i Maribo.
- Vi kunne måske godt have ræset forløbet igennem, og nået frem til at kunne sætte forestillingen op, men teaterskolen handler om at give deltagerne et godt og trygt forløb, og så vil vi hellere udskyde vores planer, siger Frank Rubæk.
Teatret vil sammen med de tre undervisere finde en anden måde at lave en lille forestilling, som kan blive vist for interesserede.
Stor interesse
Interessen har gennem årene været stor for teaterskolen, der er for børn og unge i alderen fra seks til 17 år, og selv om man i år måtte udskyde opstarten, så er der nu godt gang i løjerne.
- Helt forventeligt faldt der nogle fra i ventetiden, men vi har været i stand til at fylde holdene op med dem, der stod på venteliste. Derfor består skolen af 50 elever fordelt på tre hold, forklarer Frank Rubæk.
Flere af børnene har fået roller i egnsteatrets store produktioner, efter at have været en del af skolen.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker