Indførelsen af en beskyttelseszone omkring et udbrud af sygdommen bluetongue ved nordtyske Itzehoe bliver dyr for lokale kvægavlere.
- Det her kommer nok til at koste mig i nærheden af 150.000 kroner om året, siger Thomas Due, der har en større besætning af kvier og ammekøer.
Også hans kollega Kjeld Pedersen bliver ramt. Han har ganske vist ikke nogen stor besætning, men til gengæld er det dyr han har avlet på gennem mange år.
- Det arbejde er smadret - jeg kan jo ikke engang sælge et dyr til en i Øster Ulslev, konstaterer Kjeld Pedersen.
Hele Lolland Kommune er blevet restriktionszone - fordi den vestlige del af kommunen når ind i en beskyttelsesradius på 150 kilometer fra det seneste udbrud. Thomas Due finder det forkert, at han således bliver omfattet af restriktionerne, for han bor længere væk end 150 kilometer fra seneste udbrud.
- Sådan er reglerne - restriktionerne indføres for hele regioner - og hvor det synes at være for omfattende, for hele kommuner, siger kredsdyrlæge Svend Johansen, Fødevareregion Sjælland.
- Det er for at kunne have nogle helt faste grænser som ikke kan misforstås.
Hos Thomas Due betyder restriktionerne blandt andet, at det bliver mere omstændeligt at få dyrene til slagter.
Læs mere i Folketidende fredag.
Dansk Landbrug Sydhavsøerne udsendte fredag en pressemeddelelse om præcist hvilke konsekvenser, sygdomsudbruddet får.
Læs pressemeddelelsen herunder:
"Dansk Landbrug Sydhavsøerne vil gerne informere hobbyavlere af kvæg og får som vi ved der findes en del af i vores område, om konsekvenserne af de indførte restriktioner, som følge af Blue Tongue udbruddet i Rosdorf i Schleswig-Holstein.
Der er i Tyskland, hvor udbruddet er fundet, oprettet en zone med en radius på 20 km, hvor der behandles mod de smittebærende mitter på deres opholdsteder, og ynglepladser. Desuden skal alle drøvtyggere holdes inde på stald.
I en radius på 100 km er der oprettet en beskyttelseszone, hvor alle dyr som er modtagelige skal undersøges. I en radius, fra de 100 til 150 km er der oprettet en overvågningszone, som Lolland og det sydlige Danmark er blevet underlagt ved fundet. De indførte restriktioner er gældende i to år.
De indførte restriktioner i denne zone kan besværliggøre flytning af får og kvæg betydeligt. For at anskueliggøre dette, vil jeg give en række eksempler herpå.
Eksempel 1:
Bor man i Lolland kommune, og har sine får/køer gående på græs andetsteds i kommunen, end på sin egen ejendom, kan man frit flytte dem tilbage til sin ejendom, ved endt afgræsning, eller flytte dem til andre arealer, indenfor kommune grænsen.
Eksempel 2:
Bor man i Lolland Kommune, og har sine får/køer gående på græs i Guldborgsund Kommune, eller i en anden kommune som ikke er underlagt restriktionerne, kan man frit hente sine får/køer hjem til sin ejendom. Når først de er kommet hjem, kan man IKKE flytte dem tilbage ud af Lolland Kommune andet end til slagtning, som skal godkendes af myndighederne, eller til en anden af de kommuner, som er underlagt restriktionerne.
Eksempel 3:
Bor man i Guldborgsund Kommune, og har sine får/køer gående i Lolland Kommune, kan man IKKE flytte dem hjem til sin ejendom. I det tilfælde, kan man lade dyrene slagte på et af myndighederne godkendt slagteri, eller sælge dem til køber bosiddende i en kommune i restriktionszonen.
Eksempel 4:
Bor man udenfor zonen, og skal transportere dyr til f.eks. Jylland henover den fynske
motorvej, skal man være opmærksom på, at man kommer ind i zonen, efter Odense, og at man derfor skal opfylde de forholdsregler der gælder for transport af dyr gennem restriktionszoner.
Smittespredning:
Blue Tongue er et virus, som bliver overført via mitter ( små stikmyg). Infektionen kan ikke overføres fra dyr til dyr, men kun via mitterne. Disse kan overleve i egne hvor vinteren er mild og kort. Virusset kan dog også overleve i smittede dyr, hvorefter de næste sæson kan overføres videre via mitter igen.
Symptomer på Blue Tongue:
Hos et eller flere dyr optræder stærkt forhøjet temperatur (42°C) forbundet med hævelser i læberne og ved mulen, savlen, næseflåd eller hævet og blå tunge.
Blue tongue kan smitte til alle drøvtyggere - også den vilde bestand.
Virus bliver overført med en stikmyg (mitte), der især er særdeles aktiv morgen og aften. Derfor skal dyrene være på stald, indtil resultatet af laboratorieundersøgelserne foreligger.
Der regnes med en dødelighed hos smittede dyr på 20-30% hos får, og formentlig mindre hos kvæg. Ved mistanke om smitte, skal den ansvarlige for besætningen, straks tilkalde dyrlæge."
Yderligere information kan ses på www.foedevarestyrelsen.dk eller www.dlsyd.dk
John Karlsen og Jakob Poulsen
Seneste artikler
Festivalleder: - Vi er dér, hvor vi skal være
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Der var sommerfugle i maven før historisk broløb
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Næsgaard-elever løber med i stor stil: - Broløbet er once-in-a-lifetime
Mest læste artikler
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Kronprinsen til stor brofest
Nabo taber klagesag om kæmpe solcelleanlæg