Syng sammen for dronningen
Man kan ikke i fællesskab hylde dronningen på hendes fødsesdag, som det skete i sommeren 2015 på Honnørkajen i Nakskov, Men man kan deltage i fællessang. Foto: Anders Knudsen/arkiv
Anders Knudsen/arkiv
Alle i Lolland Kommune opfordres til fællessang i morgen, 16. april.
LOLLAND Når dronning Margrethe i morgen fylder 80 år, er festen aflyst på grund af smittefaren for corona-virus.
Alligevel lægges der nu op til, at dagen kan fejres i fællesskab igennem det nye landsdækkende initiativ "Danmark synger".
Her planlægges en fællessang over hele Danmark af fire sange til ære for dronningen på selve fødselsdagen, i morgen klokken 12.
Lokalt er projektet funderet i "Lolland Synger", som er et af de lokale sangkraftcentre, der er opstået rundt omkring i landet, hvor man glæder sig over at synge sammen, når der ikke er så meget andet, man kan sammen i det nedlukkede samfund.
Den lokale leder af Lolland Synger, Mette Staalgaard Nielsen, samler ikke et kor et bestemt sted, men opfordrer så mange som muligt i Lolland Kommune til at deltage ved at synge fra altaner eller haver, hvor man nu befinder sig - meget gerne for åbne vinduer. Både for dronningen og for fællesskabet.
Der er på landsplan udvalgt fire sange, som vil blive sunget fra klokken 12 og vist på landsdækkende tv ligesom morgensangen med Phillip Faber.
Man synger den gamle børnefødselsdagssang "I dag har dronningen fødselsdag", som alle kender. En driftsikker fødselsdagssang af Otto Mikkelsen fra 1913
Dernæst følger en af de mest populære godnatsange, "Solen er så rød mor" med tekst af Harald Bergsted og musik af Carl Nielsen.
Herefter følger H.C. Andersens fædrelandssang "I Danmark er jeg født", som mange mener burde være Danmarks nationalsang. Den er skrevet i 1850 og hylder Danmarks natur, sprog og historie. Den synges på Poul Schierbecks melodi, som er den mest brugte.
Fællessangene slutter med et mere moderne indslag i form af Kim Larsens folkekære "Papirsklip" fra filmen og pladen "Midt om natten" fra 1983.
Hvis man ikke lige føler, at man kan alle sangene udenad, er der mulighed for at gå ind på danmarksynger.dk, hvor man kan høre sangene, øve sig på teksten og prøve stemmerne af.
På selve dagen spiller Phil Copenhagen, Sjællands Symfoniorkester og en række sangere for.
På Lolland kan man synge med hvor som helst, hvadenten man bor i lejlighed i byen, kolonihaven eller i et hus på landet.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde