Syv mænd sigtes for flere røverier

Politiet har nu fået skovlen under en gruppe på syv lokale mænd, som sigtede for flere røverier i fællesskab. Fire af disse satser anklagemyndigheden på at få dømt ved tilståelsessager i den kommende uge.

De tre ældste i gruppen i alderen 27-31 år, betragtes som hovedmænd, og i disse sager er der endnu ikke taget stilling til hvad anklagen skal gå på.

De yngre er sigtede for røveri mod Focus i Nørreballe, røveriet mod Tårs Færgehavn samt flere indbrud.

De fire yngste kommer i retten den kommende uge. De to yngste på 16 og 18 år på onsdag, en 23-årig på fredag og en 19-årig på torsdag i næste uge.

De syv sigtedes forsvarere var i dag samlet i retten i Nykøbing F. til et forberedende retsmøde, hvor der skulle tages stilling til, om de fire ældste måtte være til stede ved de yngstes tilståelsessager.

Anklager Sanne Pedersen anmodede om, at de blev udelukket, da de yngste er bange for dem, og muligvis ikke kan stå ved deres tilståelse fra grundlovsforhøret.

Retten bestemte, at de hårdkogte må blive bag tremmer i stedet for at overvære retsmøderne.




Gruppen består af unge mellem 16 og 31 år. De yngste er blandt andet sigtede for røverierne mod Focus i Nørreballe og Tårs Færgehavn.

Offentliggjort Sidst opdateret