Taber igen igen i retten: - Jeg er ret sikker på, at vi anker
Som medlem af bestyrelsen i Maribo Varmeværk har formand Erik Holsko - her fotograferet ved indgangen til Østre Landsrets lokaler i Nykøbing - efterhånden deltaget i en del retsmøder om konflikten med Refa MSK. Arkivfoto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Maribo Varmeværk skal betale 400.000 kroner i sagsomkostninger til Energiklagenævnet efter et total-nederlag i retten.
MARIBO: Maribo Varmeværk har lidt endnu et nederlag i den årelange krig mod myndighederne om varmeforsyningen i Maribo. Den aktuelle sag handler om, at Maribo Varmeværk ikke ville anerkende en afgørelse fra Energiklagenævnet og derfor anlagde en retssag mod nævnet.
Uenigheden handler om, hvorvidt Maribo Varmeværk må køre grundlast og altså selv stå for størstedelen af produktionen af varme til borgerne i Maribo. Det mener Maribo Varmeværks bestyrelse godt, at varmeværket må, men det mener Refa MSK, Lolland Kommune og Energiklagenævnet ikke.
Sidstnævnte vurderede spørgsmålet og kom med en afgørelse i februar 2022, som Maribo Varmeværk ikke ville acceptere, og det var den afgørelse, der var stridens kerne i retssagen, som Retten i Nykøbing nu har afgjort. Med Energiklagenævnet som den klare vinder.
På en generalforsamling i Maribo Varmeværk i august 2021 gav andelshaverne deres fulde opbakning til bestyrelsens linje i konflikten med Refa MSK. Arkivfoto: David ArnholmDavid Arnholm
Ikke et voldsomt beløb
Dommen udløser en regning til Maribo Varmeværk. Ud over at det skal betale sin egen advokat og udgifterne til en syn- og skønsmand er varmeværket blevet dømt til at skulle betale 400.000 kroner til Energiklagenævnet for at dække dets udgifter til retssagen.
Annonce
- Sagen gik os imod, og vi må sige, at vi ikke er enige i dommens præmisser, fortæller Erik Holsko, der er formand for Maribo Varmeværks bestyrelse.
Han er derfor stemt for, at varmeværket ikke skal acceptere dommen.
- Jeg mangler lige at få tilbagemelding fra et par bestyrelsesmedlemmer, men jeg er ret sikker på, at vi anker, siger han.
Jeg er ret sikker på, at vi anker.
Erik Holsko, formand, Maribo Varmeværk
Ikke voldsomme beløb
På varmeværkets generalforsamling i marts 2023 blev bestyrelsen spurgt om, hvor meget værket har brugt på advokatregninger, og svaret den gang var 2,8 millioner kroner. Af dem ville værkets forsikringsselskab formentlig betale 600.000 kroner, som relaterede sig til en straffesag, som værket vandt i byretten.
Hvad status er nu, kan Erik Holsko ikke sige på stående fod.
- Vi har selvfølgelig brugt kræfter på den sag her, men det løber ikke op i de voldsomme beløb, for det er forberedt tidligere, siger han og tilføjer, at værket dog også løbende har advokatudgifter i forbindelse med forhandlingerne med Refa MSK om en permanent aftale om varmeforsyningen.
Hvad advokatregningerne løber op i, vil andelshaverne blive orienteret om på generalforsamlingen, som holdes 26. marts.
Seneste artikler
Noah blev instrueret før kommunens besøg: - Jeg vidste godt, at jeg løj
15-årig dreng truet på livet
Pladsmangel på Sundskolen kan fortsætte i flere år end først antaget
Reagerer på stjålne skilte: - Dovenskab har aldrig været et handicap
Fartproblemet fortsætter: 152 blitzet på denne strækning
Mest læste artikler
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
Nakskov Sukkerfabrik lukker
16-årig overfaldet med kniv ved skole