Team Tvilling fik handicappris
Team Tvillings lollandske afdeling blev stiftet for knapt to år siden, og siden er det gået rigtig stærkt. I dag er der tilknyttet 11 atleter og 35 løbere. Foto: Lolland Kommune
Lolland Kommune
Årets handicappris gik til forening, som udstråler livsglæde.
MARIBO I februar 2017 blev Team Tvilling Lolland stiftet, og foreningen var fra første færd en succes. Her løber frivillige en tur med handicappede, så man kan være fælles om motionen, og de syv handicappede atleter skulle dengang deles om 13 løbere.
Team Tvilling Lolland modtog tirsdag aften årets Handicappris i Lolland Kommune, og man kan efter de knapt to år se tilbage på en rivende udvikling. I dag er der 11 atleter, og da hver skal have en speciel løbevogn, sætter det en begrænsning. Til gengæld er der 35 løbere til at deles om turene.
- For både handicappede og løberne bliver motionen dækket, men samtidig får de enormt meget livsglæde ud af samværet, siger formanden for Handicaprådet, Merete Sørensen.
Både børn og voksne med handicap deltager hos Team Tvilling, og de får mulighed for blandt andet at deltage i Copenhagen Marathon, hvor de dyster side om side med atleter uden handicap.
To borgere havde indstillet Team Tvilling til prisen. Den enes datter er med i Team Tvilling, og forælderen har kunnet se den glæde, som datteren har fået ud af at være med til at løbe. Handicapprisen skal gå til enten en forening, som har gjort en særlig indsats til gavn for handicappede eller en handicappet i kommunen, der har bevaret et aktivt liv, og som kan være et eksempel for andre.
- Med årets handicappris mener jeg, at vi har ramt begge grupper. Team Tvilling viser, at handicappede sagtens kan have det rigtigt sjovt sammen med personer, der ikke har et handicap, siger Merete Sørensen.
Team Tvilling er på vej på fortjent vinterferie og begynder at løbe igen, når atleterne kan holde varmen i vognene.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker