NAKSKOV/VESTLOLLAND: Ferien nydes i fulde drag i det danske sommerland, og der meldes igen om mange turister på Lolland-Falster, og også ekstra mange cykelturister.
Det samme gør sig gældende på det vestlige Lolland og i Nakskov-området, hvor turisterne også for alvor har fået smag for at holde ferie.
Lindy Kjøller, udviklingschef i Visit Lolland-Falster, melder, at de udenlandske turister fylder ekstra meget i år.
- Vi er begunstiget af, at vi får flere cykelturister og flere udenlandske turister. Vi har været dygtige til at få tyskerne tilbage, og det betyder, at sæsonen bliver længere, end vi er vant til. Vi ser også flere gæster fra Holland og Frankrig, så det tegner godt, og det styrker troen på, at Lolland i fremtiden bliver en turistdestination i international liga, siger udviklingschefen.
Selv om flere danskere i år har haft udlængsel efter et par restriktive corona-år og har valgt at holde ferien i udlandet, er der stadig mange danskere, som har valgt at holde ferie i Danmark. Og sammen med de ekstra mange udenlandske turister giver det basis for et turismeår blandt de allerbedste.
Annonce
- Vi er midt i en sæson, som samlet set i hvert fald bliver på niveau med vores rekordsæson. Den bliver lidt længere med en lidt anden sammensætning, men alt i alt meget positiv, siger Lindy Kjøller.
Vi er midt i en sæson, som samlet set i hvert fald bliver på niveau med vores rekordsæson.
Et af de steder, som mærker de mange turister, er Restaurant Fjorden på Hestehovedet.
- Vi har været lagt ned hen over sommeren og har måttet sige nej til mange mennesker. Det her år slår alle årene, siger Elin Hellesøe, ejer af Restaurant Fjorden.
Restauratør Elin Hellesøe fra Restaurant Fjorden må ofte sige nej til gæster, fordi der simpelthen er fuldt booket. Foto: Claus HansenClaus Hansen
Mange af gæsterne kommer fra områdets campingpladser, som restauranten har et godt samarbejde med.
- Det er både danske og udenlandske turister, der er mange nordmænd i år, og tyskerne bruger simpelthen så mange penge i forhold til før corona, fortæller Elin Hellesøe.
- Ellers er det både det grå guld og rigtig mange børnefamilier, der er ude at hygge sig, fortsætter hun.
Vi har været lagt ned hen over sommeren og har måttet sige nej til mange mennesker.
Elin Hellesøe, ejer af Restaurant Fjorden
Fuldt booket
Også på Hotel Harmonien i Nakskov er der travlhed i øjeblikket.
- Vi er fuldt booket. Det har vi været hele juli. Vi klager ikke, lyder meldingen fra hotellets ejer, Dan Lykkegaard, som overtog hotellet i juni sidste år.
Annonce
Han oplever også, at der kommer mange cykelturister forbi.
- Det er både danske og udenlandske cykelturister, blandt andet er der en del tyskere og hollændere, siger han.
Hotellet råder lige nu over 35 værelser, men 22 nye værelser er istandsat, men der mangler lige det sidste papirnusseri med kommunen, som han udtrykker det, før de nye værelser må tages i brug.
Hos Hotel Harmonien er der travlhed, og indehaver Dan Lykkegaard melder om særligt mange cykelturister. Foto: Claus HansenClaus Hansen
Hos Nakskov Handel & Handel mærker eventmanager Katrine Hartmann også ekstra mange mennesker i byen.
- Vi mærker det i forhold til de arrangementer, vi har lavet. Der kommer mange udefra. Det gælder for eksempel operafestivalen, balletten, og når vi har haft aftenåbent, men også til ganske almindelig lørdagsunderholdning, fortæller hun.
Positiv udvikling
Ifølge Lindy Kjøller er Dodekalitten for alvor blevet en attraktion, som er med til at tiltrække flere turister til området.
- Dodekalitten er en af vores mest populære attraktioner, og det skal vi være glade for og stolte af, for vi ved også, at når gæsterne har besøgt Dodekalitten, besøger de også andre af vores attraktioner. I år er der skabt en sammenhæng mellem Dodekalitten og Reventlow-Museet Pederstrup, som har åbnet en fantastisk udstilling om Dodekalittens tilblivelse. Det trækker også gæster til, forklarer Lindy Kjøller.
- Så har vi Nakskov Fjord og Hestehovedet, hvor vi kan se, at de aktiviteter, som naturlandet sætter i værk, hvor der er åbnet op for et ny infopunkt ved Hestehovedet, tiltrækker flere gæster til vores outdoor-aktiviteter. Så vi ser absolut en positiv udvikling på Vestlolland, fortæller han.