Tesla-sælger lægger afstand til Elon Musk
Henrik Bergmann har slået sig op på at sælge brugte Teslaer. Selv om Teslas "far", Elon Musk, lægges for had, er der stadig gang i bil-salget i Nørreballe. Arkivfoto: Daniel Brøns
Daniel Brøns
Henrik Bergmann sælger brugte Teslaer, og det har han tænkt sig at blive ved med. Også selv om Tesla-grundlæggeren, Elon Musk, lægges for had af nogle.
Henrik Bergmann, der har specialiseret sig i at sælge brugte Teslaer, er ikke vild med bilens skaber, Elon Musk. Faktisk synes han, at Musks nære samarbejde med USA's præsident, Donald Trump, er temmelig aparte.
Tesla-aktien er faldet betydeligt, og i den vestlige verden stemmer nogle forbrugerne med indkøbskurvene og er begyndt at melde sig ind i grupper, som opfordrer til, at man ikke køber amerikanske varer.
Ingen forskel
Henrik Bergmann har dog ikke oplevet, at han sælger færre Teslaer på grund af det højspændte politiske klima.
- Jeg mærker ingen forskel. Og helt ærligt: Det ville svare til, at man ikke vil køre i VW, fordi Hitler var med til at skabe Folkevognen. Jeg kan godt forstå, at hvis man har en politisk holdning til den amerikanske præsident, at man så ikke vil købe en ny Tesla, men en brugt, der er produceret 10 år før, kan vel næppe gøre for, hvad dens skaber gør 10 år senere.
- Bilen har jo ikke noget at gøre med, at Musk vælger at støtte Trump, og man kan da godt blive bange, når en allieret vender os ryggen, siger bilforhandleren.
Når jeg sætter mig ned i en fossil bil, har jeg det som om jeg sætter mig i en Flintstone-bil.
Henrik Bergmann, Bergmann Biler
Ikke overraskende kører Henrik Bergmann selv Tesla.
- Går man op i miljøet, er der kun en vej, og det er genbrug, så der ikke produceres nye biler. Jeg kan ikke finde en bil, der kører bedre og billigere.
- Når jeg sætter mig ned i en fossil bil, har jeg det som om jeg sætter mig i en Flintstone-bil, siger Henrik Bergmann.
Seneste artikler
Helena nægter at slippe håbet om en løsning
Henning var død i 15 minutter: - Livet får et helt andet perspektiv
Rasende borgmester går til angreb på TV 2
Borgmester glæder sig over ny statslig enhed i Nykøbing
Femern-fabrikkens fremtid: - Vi har noget unikt mellem hænderne
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Folketidende erfarer: Skolelukninger er i budgettet
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Enighed om budget 2027: Sådan ser fremtiden ud for Lolland