Theisens Gård som museumshus

Peter Freuchen-foreningen håber på lokaler her i Theisens Gård. Foto: Jan Knudsen

Møde efter sommerferien med håb om at dele kvardratmeterene.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV Måske ryger Sorteper nu videre i det store spil om, hvilke foreninger i Nakskov der skal have lokaler hvor.

For det endelige forslag til indretning af Havnebygningen er nu kommet, oplyser formanden for Foreningen Peter Freuchen i seneste nyhedsbrev.

Han skriver.

" ... vi har under hele processen forsøgt at få indflydelse på projektet. Det har derfor været en temmelig frustrerende oplevelse at opdage, at vi ingen indflydelse har haft på resultatet.

Vi må konstatere, at der ikke er plads til vores forening i Havnebygningen, ligesom Søfartsmuseet også skal se sig om efter nye lokaler. Søfartsmuseets lokaler skal inddrages til en restaurant. Nakskov 2030 forsikrer, at der er plads til vores forening i Havnebygningen. Det kan bare ikke ses af tegningerne.

Hvis vi skal være positive, så kan vi få et par små rum på 1. sal. Jeg tror, at kommunen/Nakskov 2030 hele tiden har været klar over, at der ikke var plads i Havnebygningen. De har bare haft svært ved, at sige dette åbent og ærligt," skriver Otto Paludan.

De skal være ud i efteråret 2022.

Tilbud om at flytte

Formanden oplyser videre, at de netop har fået tilbud fra direktør Bjarne Hansen om af rykke til Theisens Gård.

"Hvis det lykkes for os at komme ind der, får vi nogle lokaler, som passer rigtig godt til vores forening. Kornloftet, som forsvarsbrødrene og brandmændene holder til i, er et fantastisk hyggeligt miljø, som forhåbentlig i fremtiden kommer til at danne rammen om klubaftener og andre arrangementer.

I stueplan får vi et stort udstillingslokale, garderobe, toiletter og et lille køkken med mulighed for servering ind i udstillingslokalet," oplyser Otto Paludan.

Formanden for Nakskov Skibs-og Søfartsmuseum, Mogens Andreasen, siger, at museet har sagt nej til Theisens Gård, da bygningen er total fredet, og der ikke må laves noget om:

- Lokalerne kan ikke bruges til udstilling, men eventuelt til opmagasinering af vores museumsgenstande.

Museet har ikke været i dialog med Museum Lolland-Falster om et nyt museum i Havnebygningen, og Mogens Andreasen siger, at museet heller ikke bare kan låne sine genstande videre ud, da mange af effekterne er privatejede og udlånt specifikt til skibs- og søfartsmuseet.

Møde efter sommerferien

Direktør Bjarne Hansen oplyser, at der indkaldes til møde med aktørerne efter sommerferien i håb om at kunne fordele de mange kvadratmeter mere fornuftigt. Mange af dem står jo tomme det meste af året, tilføjer han. Ifølge direktøren indgår Lions Clubs "Løvegården" også i de nye planer.