TIL KAFFE MED DRONNINGEN

Alle de fastboende på Askø og Lilleø er inviteret til kaffe når dronningen slutter sit besøg på de to sydhavsøer, Foto: Anders Knudsen

Askøs faste beboere er alle inviteret til kaffe med dronning Margrethe.

Offentliggjort Sidst opdateret

LILLEØ: Det er ikke alle forundt at kunne fortælle, at de har været til kaffe med landets regent. Det kan de fastboende på Askø og Lilleø dog fortælle de næste generationer, for besøget slutter med kaffe og kage i Adam Sauntes jagthytte på Lilleø, og her er de alle inviteret.

Afslutningen er ikke kun for fastboende, for også bestyrelsesmedlemmerne i beboerforeningen er inviteret med, og blandt dem er Lisa Mulvad, der har et bed & breakfast på Askø.

Der er lavet en bro til det prominente besøg i Askø Havn. Foto: Anders Knudsen

- Jeg føler mig næsten som en lille pige, siger hun om æren ved at skulle deltage i afslutningen af det royale ø-besøg.

Dronningen ankommer til havnen i Askø klokken 13.45, og her var en lille special anløbsbro til det prominente besøg næsten klar tirsdag eftermiddag. Endnu manglede dog de sidste skruer at komme i.

Lisa Mulvad er en af dem, der skal med til kaffe sammen med dronningen, og hun glæder sig meget til at få den oplevelse. Foto: Anders Knudsen

Efterfølgende går turen videre til Askø Museum, som hun besøger klokken 14, øernes andelskøbmand som besøges klokken 14.30, Lilleøs gårdbutik og familien Sauntes frugt- og vinplantage klokken 14.50 - og så venter kaffen klokken 15.30.

Dronning Margrethe forlader Askø klokken 16.15.