Tilbage til fremtidens almene boliger
Boligminister Kaare Dybvad Bek (S) mødtes fredag med blandt andre Michael Demsitz fra Boligkontoret Danmark og Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen (S). Foto: Benedicte Lorenzen
Benedicte Lorenzen/ Arkiv
Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) gæstede fredag den boligsociale helhedsplan i Nakskov, som udløber næste år, og fremtidens boligsociale indsats blev da også debatteret grundigt.
NAKSKOV Fremtidens boligssociale indsats blev diskuteret, da politikere i Lolland Kommune fredag mødtes med repræsentanter fra Boligforeningen Lolland, Lejerbo og Nakskov Almene Boligselskab.
Seminarets hovedgæst var indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S), der beredvilligt deltog i debatten om fremtidens almene boligområder.
Der er brug for penge
31. marts 2022 udløber den boligsociale helhedsplan, og netop det fremadrettede samarbejde mellem kommunen, boligorganisationerne, og de rammer, der sættes fra Christiansborg, blev ivrigt debatteret på fredagens møde. Lollands borgmester, Holger Schou Rasmussen (S), sagde:
- Statistikker viser, at boligområder med mange socialt udsatte tiltrækker socialt udsatte, og det er altså nogle af de udfordringer, vi arbejder med i Lolland Kommune. Vi er sindssygt glade for den dialog, vi har med boligforeningerne. Trods uenigheder af og til har vi fuld forståelse for hinandens udfordringer, og at vi skal forsøge at løse det her i fællesskab, fortalte borgmesteren og fortsatte:
- Vi kan dog ikke løse det, uden at vi har Folketinget og regeringen med. En af de ting, I snakker om, er de her nye helhedsplaner, der skal laves, og det er i høj grad finansieringen, der er taget væk. Det betyder, at der skal findes kommunale midler til det. I økonomiudvalget vil vi gerne løse opgaven, men vi bliver nødt til at have ressourcerne til det.
Regeringen har tidligere fået kritik for, at den har valgt ikke at fortsætte den boligsociale helhedsplan.
- Jeg ved, at der har været kritik af, at man mener, det hele bliver skåret ned. Da vi lavede parallelsamfundspakken, valgte vi at skære ned fra 465 til 380 millioner kroner på den samlede ramme, der går til nedsættelse af husleje og boligsociale indsatser, sagde Kaare Dybvad Bek og fortsatte:
- Danmarks Almene Boliger har lagt ud med, at der ikke skal skæres på huslejenedsættelserne, så derfor er det den boligsociale ramme, der tager den besparelse. Det vil så betyde, at der vil være steder, hvor den boligsociale helhedsplan ikke kan fortsætte, og det kan godt være, det bliver her i Nakskov, man ikke kan fortsætte.
Det vigtige samarbejde
På seminaret kom der mange eksempler på, hvad samarbejdet mellem kommuner og boligorganisationer kan føre med sig af gode ting. Kommunen har som myndighed ansvaret på socialområdet, men når det kommer til at nå beboerne ude i boligforeningerne, har boligområdernes frivillige ofte bedre mulighed for at nå beboerne.
Det fortalte Michael Demsitz, der er direktør i Boligkontoret Danmark, som administrerer Sakskøbing Boligselskab og Nakskov Almene Boligselskab på Lolland:
- Nogle af de svageste borgere har det skidt med myndigheder, og hvis vi tænker på beboere, der kommer fra den tredje verden, så har de et endnu mere anstrengt forhold til myndighederne, så det kan være svært for kommunen at komme helt ind i krogene. Derfor er det virkelig effektivt, når det er boligforeningen, og dens beboere hjælper med til ligesom at skubbe de her borgere ud på gulvet, så de kan komme i kontakt med kommunerne, og vi kan få løst problemerne, siger han.
Det handler om prioritering
Den boligsociale helhedsplan er et partnerskab mellem kommunen, Landsbyggefonden og de almene boligforeninger, og netop relationsarbejdet kan være et af de steder, det vil gå udover, hvis pengene forsvinder. Og det bekymrer Holger Schou Rasmussen (S):
- Min bekymring går på, at hvis vi ikke har det samarbejde, så kan vi have nok så mange penge som kommune, men hvis vi sender en socialrådgiver ud, og der ikke er nogen beboere, der vil snakke, så bliver det svært. Jeg har selv været socialarbejder, og det har stor betydning, hvilket skilt du kommer med. Det kræver et samarbejde på flere fronter, og derfor kan man ikke bare lægge indsatsen over på den kommunale del, siger han.
Indenrigs- og boligministeren lyttede til de mange argumenter, der kom frem, og efter seminaret havde han denne kommentar:
- Jeg forstår selvfølgelig godt, at man i kommunen og boligorganisationerne gerne vil beholde den indsats, der er, men jeg tror også, det er vigtigt, at man kan prioritere åbent. Når folk siger, at de tror på, at den helhedssociale indsats gør en forskel, så skal det vægtes op imod, at der kan være andre tiltag, som også kan være forebyggende. Hvordan midlerne bliver fordelt, kan jeg ikke sige, men det bliver prioriteret ud fra, hvem der har det største behov, siger Kaare Dybvad Bek.