Tillidsmand positiv over for salg

Scandlines' beslutning om at sælge Sydfynske - og dermed besejlingen af Spodsbjerg-Tårs overfarten - får umiddelbart en positiv modtagelse af skibsassistenternes tillidsmand, Leif Lerche.
- Vi lægger stor vægt på, at den jobgaranti frem til udgangen af 2010 som medarbejderne fik i forbindelse med salget af hele Scandlines videreføres af den nye ejer, siger Leif Lerche.

Detaljer omkring ejerskiftet vil medarbejderne få omkring 28.-29. december, har Clipper lovet.
- Pt. ved vi intet om hvad de nye ejere vil, ud over udmeldingen om dannelsen af et større, indenrigs færgeselskab, og den tanke lyder fornuftig, mener Leif Lerche.

Han håber, at den store shipping-virksomheds entre på færgefronten vil forbedre mulighederne for at udskifte det nuværende færgemateriel på Spodsbjerg-Tårs.
- Det er særdeles påkrævet, men hidtil har den fem-årige licitationsperiode ikke åbnet for investeringer i størrelsesordenen 100 millioner pr. ny færge, siger tillidsmanden.

Scandlines' direktør John Steen-Mikkelsen begrunder salget, som også omfatter Scandlines aktieandel på 30 procent i Mols-Linien, med at Scandlines fremover primært vil beskæftige sig med international trafik.

Clippers talsmand, jan Meinertz oplyser, at samlingen af eksisterende indenrigsselskaber og ruter i en fælles operation vil kunne medføre værdifuld synergi, som blandt andet kan muliggøre fornyelse af den nu generelt ældre flåde.
- Købet er et skridt i den rigtige retning for os med henblik på at realisere vores strategi for danske indenrigsfærger, siger Jan Meinertz.

Clipper taler om at drive alle ruter videre, der på nuværende tidspunkt drives af Sydfynske, og at videreudvikle og modernisere ruterne.




Skibsassistenternes tillidsmand er umiddelbart positiv over for Scandlines' salg af Sydfynske til shippingvirksomheden Clipper. Den nye ejer giver jobgaranti til udgangen af 2010.

Offentliggjort Sidst opdateret