Tine sagde farvel til sosu-jobbet for at åbne egen klinik

MARIBO: Arbejdet som social og sundhedsassistent indeholdt egentlig meget af den tætte menneskekontakt, som Tine Guldager ønskede i sit arbejde, men bunken af bureaukrati var stor. Derfor var der behov for at skifte spor.

- Der trængte til at ske noget nyt samtidig med, at jeg gerne skal holde 20 år endnu på arbejdsmarkedet, og egentlig har jeg altid drømt om at blive fodterapeut, fortæller hun. Sporskiftet blev fuldført 26. januar, og skinnerne fører hende mod den nye karriere, der dog stadig er tæt på andre mennesker.

Selvom Tine Guldager altid har haft en drøm om at tage sig af andres fødder, har hun aldrig selv haft lyst til, at der var nogle som skulle røre hendes. Hvor nogle dog kan mene, at fødder og tæer er mærkelige, så har den nye fodterapeut det anderledes. Hun ved, hvor vigtigt det er, at der er styr på det, som bærer vores vægt dag ud og dag ind.

Der er stadig bureaukrati

For den nyuddannede fodterapeut er det spændende at løse de problemer, som livet kan give på fødderne. Uanset om det er hård hud, ligtorne eller behovet for at skabe indlæg til skoene. Og så glæder hun sig over, at hun stadig er lige i fodenden af patienterne.

- Jeg har  beholdt kunde-patient-kontakten, som jeg var glad for i mit gamle arbejde, men her er der ikke det samme fokus på minutter og registreringer. Det er faktisk dejligt, forklarer hun, og må kort efter erkende, at der faktisk også er en del bureaukrati i arbejdet som fodterapeut. Men det betyder ikke lige så meget, for her er det hende selv, som bestemmer tempoet.

- Det handler ikke bare om at klippe folks negle, og få dem ud af døren. Jeg fastsætter tiden, som behandlingen tager, og vil jeg være en time om der, så kan jeg det. Eneste ting jeg skal tænke på, er hvor meget jeg vil tjene. Men der skal føres journaler på pateinterne, og når dagen er omme, skal der ryddes op og gøres rent.

Togtransporten sled

At vælge en ny destination i livet kan dog være hårdt. Nok følte Tine Guldager, at det var rette tid. Børnene var flyttet hjemmefra, men der ventede 18 intense måneder på SU.

Transporten ind til skolen på Nørrebro var ikke altid lige nem. For selv om målet var at få en ny karriere på skinner, så er virkelighedens tog ikke altid til at stole på.

- Men det kunne ikke betale sig at tage bilen, for som studerende kan vi få ungdomskort, og så er toget langt billigere, slår hun fast.

Uddannelsen gav tårer

Når hun nu ser tilbage på de 18 måneder, bakker hun fuldstændig op om at forlænge uddannelsen.

- Det var en hård omgang, og der er blevet grædt nogle tårer undervejs.

Tiden på skolebænken har dog forandret noget hos Tine Guldager.

- På skolen skulle vi arbejde med hinandens fødder, inden vi fik lov til at have patienter, så i dag har jeg ikke længere noget problem med at professionelle rører dem, siger hun.