Tirsdagens vejr: Masser af regn - indtil videre

2.400 deltagere skal sidst på eftermiddagen ud på den fem kilometer lange rundstrækning i Maribo til Sydhavsstafetten - enten som løbere eller gående. Arkivfoto: Jan Knudsen

2.400 deltagere skal sent tirsdag eftermiddag løbe motionsløb i Maribo, og vejrudsigten ser tør ud.

Offentliggjort Sidst opdateret

Selvom tirsdagen er begyndt vådt med regnvejr fra oven, så er der stadig håb om bedre vejr for de 2.400 mænd, kvinder og børn, som sidst på eftermiddagen skal deltage i det årlige motionsløb Sydhavsstafetten i Maribo.

DMI's prognose for vejret i Maribo forudser nemlig, at regnvejret holder op sidst på formiddagen eller først på eftermiddagen i domkirkebyen. Løbet skydes i gang klokken 17.30, og på det tidspunkt er der ifølge DMI endda chance for, at solen vil skinne på deltagerne.

Det holder dog hurtigt op igen, og resten af dagen og aftenen ser ud til at blive en grå og overskyet affære - men uden regn af betydning. Temperaturerne sniger sig op på 14 grader, når det bliver varmest. Det bliver en lille smule blæsende med en jævn vind og vindstød op til hård vind.

Men hvis bare man har medvind, går det nok.

Resten af landsdelen kan se frem til vejr, der minder en del om prognosen for Maribo. Dog ser det ikke ud til, at man skal gøre sig de store forhåbninger om at se solen på Falster i dag. Og her holder regnen også først op sidst på eftermiddagen ifølge DMI.

Store lokale nedbørsforskelle det seneste døgn

Der er i øvrigt i løbet af det seneste døgn registreret enorme lokale forskelle i mængden af nedbør.

På DMI's målestation Langø på Vestlolland er der blot registreret 2,4 millimeter, mens der i Abed ikke langt derfra er målt hele 40.5 millimeter, og de er stort set alle sammen faldet siden klokken 03.00 natten til tirsdag.

På den tredje lokale målestation i Gedser er der ifølge DMI faldet 4,9 millimeter regn de seneste 24 timer regnet fra klokken 06.30 tirsdag.