To nye lægeklinikker på vej til Lolland
Siden 2020 har Region Sjælland drevet en nærklinik i Nakskov. Nu kommer der formentlig to mere af de slags klinikker i Lolland Kommune. Arkivfoto: David Arnholm
David Arnholm
Hvis ikke de alment praktiserende læger kommer af sig selv, så vil Region Sjælland nu åbne to nye nærklinikker på Lolland.
Mange borgere med kroniske eller langvarige sygdomme. Og færre alment praktiserende læger, end der er brug for.
Det har længe været situationen på Lolland, men med støtte fra staten vil Region Sjælland nu gøre noget ved problemet. Mere præcist vil regionen sikre, at der åbner to nye lægeklinikker.
I første omgang vil regionen række ud til de praktiserende læger for at se, om nogen vil åbne en klinik. Men hvis det efter en måned viser sig, at ingen slår til, så vil regionen selv åbne to nærklinikker i stil med den, regionen siden 2020 har drevet i Nakskov.
Her er konceptet, at regionen sørger for lokalerne, en daglig leder - kaldet en praksis manager - en sekretær, sygeplejersker og andet personale, ligesom lægen eller lægerne kan blive ansat i stedet for at skulle være selvstændige med alt hvad det indebærer af opgaver. Det kan gøre det mere attraktivt for nogle læger.
- De praktiserende læger har reageret positivt på, at vi er gået i gang med at lave flere klinikker. Der er flere, der byder sig til, så vi har ikke problemer med at få personale til de klinikker, vi åbner, siger Susanne Lundvald (S), der er formand for Det Nære Sundhedsudvalg i Region Sjælland.
Læger skubbes ud
Hun vil ikke udelukke, at der kan være læger, der slår til, når regionen udbyder de nye ydernumre, som tilladelserne til at åbne lægeklinik kaldes.
- Det kan jo være, der er en læge, der siger "Okay, det kunne da være, jeg skulle gøre det". Men det er nok lidt svært at forestille sig, de står i kø. For de nye ydernumre er en klinik uden lokaler, uden personale og uden patienter - det er bare retten til at nedsætte sig og begynde. Så der er jo lidt langt til, at der er en vis indtjening, påpeger hun.
Derfor kan regions-drevne nærklinikker være et godt alternativ, og initiativet med de to nye klinikker på Lolland udspringer af, at staten i forbindelse med sundhedsreformen afsætter midler, som kan finansiere den slags tiltag.
Det koster de nye nærklinikker
- Region Sjælland anslår, at det vil koste cirka 2,1 million kroner at åbne én nu nærklinik og derefter 3,5 millioner kroner om året i drift.
- Region Sjælland ventes at åbne tre nye nærklinikker - to i Lolland Kommune og en i Odsherred Kommune.
- Udgiften forventer regionen at kunne finansiere med de midler, regionen ventes at modtage i år og næste som et led i sundhedsreformen.
- I forbindelse med den nye sundhedsreform laver de noget lovgivning, der skal tilskynde til at skubbe lægerne ud i området, hvor der er mere brug for dem. Det er meget positivt, vi får det skub lovgivningsmæssigt - at de på Christiansborg anerkender, at der er forskel på at have 1600 meget syge patienter, og så at have nogle patienter, der er unge og bare skal have en recept eller har en halsbetændelse, siger Susanne Lundvald.
Allerede i år
Det nære sundhedsudvalg i Region Sjælland støtter altså planen, der dog først skal vedtages af Regionsrådet. Det ventes at ske på et møde i juni, hvor der også er lagt op til at beslutte åbningen af en klinik i Odsherred Kommune.
Derefter kan det gå stærkt, forventer Susanne Lundvald med henvisning til, at regionen har gode erfaringer med de licensklinikker, den i februar i år besluttede at åbne i Næstved og Vordingborg kommuner.
- De tiltag er i gang. Vi får ansøgninger ind og er begyndt at ansætte personale, siger hun og tilføjer, at de to klinikker på Lolland derfor formentlig vil kunne åbne allerede i år.
- Fra Christiansborgs side og fra Sundhedsstyrelsens side har man en forventning om, at vi gør det. Nu får vi en håndsrækning både lovgivningsmæssigt og økonomisk, og så skal vi også trække af og levere, siger hun og tilføjer, at regionen godt nok endnu ikke har fået midlerne, men forventer at få til både etablering og drift.
Bump på vejen
Susanne Lundvald understreger dog, at der kan opstå bump på vejen, da regionen jo endnu ikke har lokaler på hånden. Faktisk er det heller ikke klart, præcis hvor på Lolland de nye klinikker skal åbnes. men det bliver ikke i Nakskov.
- Vi vil jo gerne placere dem så hensigtsmæssigt som muligt, og det vil sige ikke klos op af de eksisterende klinikker. Vi vil jo gerne have en spredning, der gør, at så mange mennesker som muligt kan få nem adgang til at have en læge, forklarer hun og tilføjer, at det heller ikke ligger fast, hvor mange læger der skal ansættes i klinikkerne.
Vi vil gerne have en spredning, der gør, at så mange mennesker som muligt kan få nem adgang til at have en læge.
Susanne Lundvald (S), formand, Det Nære Sundhedsudvalg
- Man vil nok ikke begynde med at ansætte tre læger, hvis man ikke har nogen patienter. Så i en nærklinik vil man sandsynligvis begynde med at ansætte én læge, og så tager man nok en mere ind ad gangen, når der kommer patienter til, siger hun og tilføjer, at det bliver op til praksis manageren at håndtere den proces.
Seneste artikler
DMI-prognose viser over 30 grader på Lolland
Sejlere ærgrer sig: Broåbning udskudt
Det gamle Danmark vækker minder om deres egne lande
Efter omdiskuteret ansættelse: Lokale SF'ere reagerer
Facebook ramt af nedbrud
Mest læste artikler
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!
Til salg-skiltet er borte: Nu er der nyt om milliondyr villa
Her er den nye købmand: - Vi har store planer for Nykøbing
Lolland stikker af på boligmarkedet: Så meget er huspriserne steget
Lastbil ramte bro i Maribo