Toldboden er fyldt med kunst

To tyske sejlerturister hører om Silke Lazarevic' smykker og objekter skabt af tyndt dyreskind - pergament - som hun farver, bløder op og former og kombinerer med sølv. Foto: Jan Knudsen

BILLEDSERIE: Mange materialer i spil.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV Turister og nakskovitter har fundet vej ind i den ellers øde Toldbod på havnen i Nakskov, hvor 15 kunstnere arbejder i denne uge.

De kommer fra den dansk-tyske kunstnersammenslutning "Den Bevægede Kuffert" og udstiller værker, de har forberedt hjemmefra, men arbejder også med nye værker, mens de besøgende går rundt og kan se og tale med kunstnerne og kunsthåndværkerne.

De arbejder med vidt forskellige materialer som pil, ler og keramik, grafik, papir, plastic og tang, men ud fra det samme maritime tema under overskriften "Ultra-Marin."

Det dansk/tyske kunstprojekt "Den Bevægede Kuffert" har gennem hele forløbet siden 2012 beskæftiget sig med temaer omkring det "at rejse", rejsen som den nødvendige bevægelse fra sted til sted, men også til at overvinde indre og ydre grænser.

Senere blev emnerne mere koncise og handlede ofte om modsætninger: "crossing the line", "sort-hvidt /schwarz-weiss" og "Kontraste." Arbejdsmetoden er en blanding af medbragte værker, der i løbet af symposierne blev viderebearbejdet, og nyopståede værker, så det bliver til et stedsspecifikt udtryk.

Dørene er åbne klokken 9.30-17, og sidste dag er fredag 5. juli, hvor der er afslutning klokken 15.

Klik på billedet herover for at se flere billeder.

Katharina Böttchers keramik her er inspireret af en sten, der er blevet vasket af have igennem lang tid. Foto: Jan Knudsen
Claudio Bannwart har lavet tryk hjemmefra med signalflag og er nu i gang med en tuschtegning af Cutty Sark. Foto: Jan Knudsen
Farven ultramarin kom oprindeligt fra miner i Afghanistan, og det tema arbejder Eva Koj blandt andet med og viser også små, sunkne keramikbåde på havets bund. Foto: Jan Knudsen
På sin 3D-printer får Fabian Vogler fendere, skibsskruer og andre maritime skulpturer ud. Plasticsnor opvarmes til 210 grader, bliver flydende og sprøjtes ud, så skulpturen dannes. Foto: Jan Knudsen
Heyke Manthey er tekstildesigner og arbejder med vådt tang, der bindes sammen. Foto: Jan Knudsen
Hvor mange forskellige udtryk kan jeg få ud af et ark papir, har Anni Fiil her spurgt sig selv. Foto: Jan Knudsen
Niels Huang arbejder på en sommerfuglebåd med sommerfuglepassagerer. Den skal brændes, inden udstillingen rykker videre til Kiel og Hamborg. Foto: Jan Knudsen
I alt 15 kunstnere har arbejdet i Toldboden i Nakskov siden i lørdags. Foto: Jan Knudsen
Karin Hilbers arbejder med print på stof - her af føddernes reflekspunkter. Foto: Jan Knudsen