TONY'S PIZZA ER RYKKET IND PÅ HOVEDGADEN

Far og søn - Rron og Tony Cabrati - foran Tony's Pizza i Dannemare. Foto. Lisbet Rasmussen

Nu kan du hente nybagte pizzaer og frisklavede burgere på hovedgaden i Dannemare.

Offentliggjort Sidst opdateret

DANNEMARE: "Du ringer  - Vi bringer" står der øverst på  spisekortet, som præsenterer udvalget i Tony's Pizza, som netop er åbnet på hovedgaden i Dannemare - lige over for Dagli'Brugsen.

Med kun et enkelt bord og to stole til kunderne indendørs er der nemlig tale om en take away, som måske vil udvide med servering ved et par borde udendørs i den lune sæson.

Men det må tiden vise, lyder det fra Tony Cabrati, som har købt ejendommen på Langholmvej 2, hvor der også tidligere har været pizzaria.

Foreløbig skal forretningen op at køre, facaden skal shines op, og inden døre har vægge og flere gulve allerede fået en tiltrængt overhaling.

Sparer kunder for køretur

Mange vil kende Tony Cabrati fra pizzarestauranten Tony's Pizza Restaurant, som han har drevet på Birkevænget i Nakskov i 12-13 år.

Her har han allerede masser af kunder fra Dannemare og ikke mindst fra sommerhusområderne ved Lollands sydvestkyst.

Så hvorfor ikke spare kunderne for turen på landevejen ind til Nakskov fore at hente pizzaer og i stedet give dem mulighed for at hente maden eller få den bragt lige til (sommerhus)døren fra Tony's Pizza i Dannemare, spurgte Tony Cabrari sig selv, inden han besluttede sig for at etablere en pizza-satellit på det sydlige Lolland.

Søn hjælper bag disken

Menukortet er omtrent det samme i Tonys to etablissementer - det gælder også for priserne, som Tony Cabrati pointerer.

Her i begyndelsen vil han selv stå ved pizzaovnen i Dannemare med assistance fra sønnen Rron Cabrati.

Pizzaria'et i Dannemare har åbent hver dag fra klokken 16 til klokken 21, så nogle dage vil Rron Cabrati svinge pizzaer, når han får fri fra Nordic Sugar i Nakskov, hvor han står i lære som klejnsmed.