Torvs byggeri bliver i gammel stil

Dette er et eksempel på, hvordan et byggeri på Lilletorv kan se ud. Højden vil være den samme som i dag. Foto: Illustration: Dall og Lindhardsen

Mens der ned mod Søndersø planlægges et markant anderledes byggeri end tidligere, er planerne ud mod Lilletorv mindre drastiske.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO Præcist hvordan fremtidens byggeri ser ud på Lilletorv er uvist, men der er ifølge den lokalplan, som netop nu er i høring frem til 12. marts, ikke lagt op til lige så store forandringer som ved de sydligste bygninger af Grandfeldts Gård.

I lokalplanens visualiseringer er byggeriet på Lilletorv gengivet helt neutralt, men det, der står klart, er, at byggeriet vil blive i samme højde som det, der allerede er på stedet. Det vil sige maksimalt 8,5 meter. Dermed afviger planerne fra nogle af de tidligere planer, hvor der har været tale om noget højere byggerier.

"For at fastholde udtrykket og karakter omkring Lilletorv skal det nye gadehus gives en højde og karakter svarende til det eksisterende gadehus," fremgår det af lokalplanen, hvor man også kan se, at der bliver tale om to vognporte i stedet for en. Den vestligste port vil give et kig ned til søen fra Vestergade.

Den nye lokalplan giver kun tilladelse til byggeri i det oprindelige fodaftryk fra købmandsgården og medtager ikke tilbygninger indenfor de seneste 70 år. Dermed bliver en tilbygning på gårdspladsen fjernet.

Byggeriet på Lilletorv skal fremstå i en klassisk købstadsarkitektur. Murværket skal være i blødstrøgne sten, som enten er rødbrune, gule eller en kombination af de to farver, eller det skal være et pudset murværk i en okkergul-farve.

Hver bolig skal også have en dør ud mod Lilletorv, og her er der krav om, at dørene skal udformes som revle- eller fyldningsdøre, hvor der eventuelt er mindre glaselementer. Bliver der etableret butikker i stedet for boliger ud mod byens gamle torv, gælder det også her, at udtrykket skal ligne tidligere tiders butikker.

Butiksvinduerne må derfor ikke være fra gulv til loft, men skal fremstå som huller i facaden - præcis som man så det i gamle dage.

Lokalplanforslagets bestemmelser for gadehuset gælder også for den vestligste af gårdens længer. Det er ved den, at der vil blive lavet en ny vognport. For begge vognporte gælder det, at de skal tage højde for størrelserne på udrykningskøretøjer, da de skal kunne komme gennem portene.

Behandlingen af den nye lokalplan tager højde for, at der er gjort indsigelse mod to dispensationer, som kommunen har udstedt.pnf