Trafikdræbts hjem udplyndret

Ukendte tyve har benyttet en 40-årig mands tragiske død ved en trafikulykke til at rydde hans hjem for alt af værdi. Fredag aften blev en 40-årig mand dræbt ved en ulykke på Højrebyvej i Torpe, ikke langt fra sin bopæl.
Mandag morgen opdagede hans pårørende, at der i weekenden er begået indbrud i den 40-åriges hjem, hvor alt af værdi er stjålet.
Det drejer sig især om computerudstyr, fladskærm, digitalkamera, elguitar, forstærker og den slags indbo.
Den 40-åriges hus ligger på Højrebyvej, og indbruddet er sket i tidsrummet fra lørdag klokken 16.30 til mandag morgen, hvor anmeldelsen indløb til politiet.
Tyvene har knust en rude i havestuen og er kommet ind ad den vej. Politiet er særdeles interesseret i henvendelse fra eventuelle vidner, som har bemærket noget i området.




Tyve brød lørdag ind og stjal alt af værdi hos den mand, som fredag aften blev dræbt ved Torpe.

Offentliggjort Sidst opdateret