Trafikknudepunkter spærres

Rundkørslen ved Maribovej-Højevej-Skolevej vil blive totalt spærret torsdag og fredag i den kommende uge. Foto: Jesper Bøgh

I den kommende uge vil to centrale rundkørsler samt Brückersvej blive spærret for gennemkørsel på grund af vejarbejde.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV I den kommende uge skal de to trafikknudepunkter - Perlestikkerrundkørslen og rundkørslen Maribovej-Højevej-Skolevej - asfalteres, hvis altså vejguderne viser sig fra den velvillige side og sørger for tørvejr.

- Det krydser vi fingre for, fordi vi skal være færdige inden roekampagnen går igang 25. september, lyder det fra Søren Jensen, vejansvarlig i Park og Vej.

Spærres for al trafik

Det er derfor planlagt, at Perlestikker-rundkørslen lukkes helt for trafik på tirsdag, 18. september. Rundkørslen ved Maribovej lukkes helt for trafik torsdag 20. september og noget af fredagen 21. september.

- Der vil trafikken blive ledt ad andre veje, og for nogle trafikanters vedkommende vil det betyde store omveje. Men det kan desværre ikke være anderledes. Asfalteringen af hele rundkørslerne skal laves i ét og samme arbejde, men det er en investering i bedre kørekomfort i rundkørslerne efterfølgende, siger Søren Jensen.

Desuden bliver hele Brückersvej også lukket for gennemkørsel onsdag 19. september med henblik på asfaltopretning.

- For borgerne, der bor på Brückersvej, vil det dog blive muligt at komme ud og ind, lover han. bøgh

Gode historier kommer ikke af sig selv

Allerede abonnent? Log ind

Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.

Prøv 2 uger for 19 kr. pr. uge

Abonnementet forsætter til normalpris, 39 kr.pr. uge, efter 2 uger.