Trafikplanlægger spreder glæde med busskure
Formanden for Lolland Ældreråd, May-Brit Horst, glæder sig også over, at det er gået så hurtigt med at få busskuret. Det kom "dumpende" i går morges til busstoppestedet i Østergade i Nakskov. Foto: Marianne Knudsen
Marianne Knudsen
Tre ventehuse til henholdsvis Nakskov, Maribo og Rødbyhavn.
Først blev trafikanterne lidt sure i går morges. For Østergade i Nakskov var kortvarigt spærret af en lastbil med anhænger. Men bagefter blev mange glade, for en kran havde dumpet et busskur på fortovet.
I en artikel i Folketidende i januar gjorde Lolland Ældreråds formand, May-Brit Horst, opmærksom på, at der hverken er bænke eller mulighed for at søge læ ved mange busstoppesteder.
- Jeg læste artiklen og tænkte, det må vi gøre noget ved, fortæller trafikplanlægger i Lolland Kommune, Anette Carlsson.
Hun bestilte fluks tre nye busskure til lidt over 30.000 kroner stykket, og det ene står nu ved busstoppestedet i Østergade. Det er et af de mest brugte stoppesteder i Nakskov. Kommunens Park og Vej-afdeling skal lave lidt belægningsarbejde, men busskuret er klar til brug midt i næste uge. Ud over tre pladser i læ samt plads til rollator eller barnevogn bliver der også opsat en ekstra bænk udenfor ventehuset.
Ved Margrethehusene på Østre Boulevard i Maribo blev der også sat et ventehus i går, og det samme gælder holdepladsen ved Rødby Færge, hvor et med Carlssons ord, usselt busskur, er udskiftet.
- Fantastisk, lyder det fra May-Brit Horst, der onsdag også fik en halv sejr over Movia i køreplanssagen:
- Jeg er glad på borgernes vegne, og det viser jo også, at ældrerådet har sin berettigelse.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned