TRE DRENGE IDØMT BETINGET FÆNGSEL

Det var på stien ved Kløvervænget, en ung mand i marts blev overfaldet. Det har nu ført til en retssag, hvor tre drenge blev dømt. Foto: Anders Knudsen

Tre drenge er blevet dømt for at overfalde en fjerde, der havde meldt en af dem til politiet for at have stjålet en scooter.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV: Tre drenge på 15-16 år er blevet idømt betingede fængselsstraffe efter en voldelig episode 12. marts i år. Baggrunden var, at en af de tre - en 16-årig - var sur over, at han var blevet meldt til politiet for at have stjålet en scooter.

I retten forklarede han, at han på et tidspunkt havde fået lov at låne en scooter. Den stod i et kælderrum i Nakskov, men da han kom til stedet og bad en beboer om at åbne til kælderen, afviste beboeren at hjælpe. Den 16-årige fandt dog en anden indgang til kælderen og tog scooteren. Men det så beboeren, som meldte den 16-årige til politiet for ulovlig indtrængen i kælderrummet.

12. marts var de tre til en fest, da den 16-årige besluttede, at han ville tale med beboeren om politianmeldelsen, og de to venner gik med ham. Det udviklede sig, og for nylig førte det til en retssag, hvor de tre stod tiltalt for husfredskrænkelse, røveri, ulovlig tvang og vold.

Vidnetrussel

Ifølge anklageskriftet havde de ved 3.30-tiden om natten banket på hos beboeren og - da der blev åbnet - presset døren op, hvorefter de trængte ind, råbte og truede sig til at tage en halv pakke cigaretter og en ølkasse med cirka 10 øl. Herefter havde de fået beboeren og en skolekammerat, der var i lejligheden, med ud på en tur, hvor de havde skubbet ham, slået ham og nikket ham en skalle.

Til slut havde den 16-årige også truet beboeren ved at sige noget i retningen af, at ”Hvis der er nogen, der finder ud af det, eller I melder det, så banker vi ikke på næste gang”.

I retten erkendte en af de tre drenge - en 15-årig - at han havde givet beboerens kammerat to slag med flad hånd, men bortset fra det nægtede de tre tiltalte sig skyldige.

Hyperventilerede

Hovedgerningsmanden påstod i sin forklaring, at de havde spurgt, om de måtte komme ind i lejligheden, at stemningen var fin, og at han havde spurgt og fået lov til at tage cigaretterne og øllerne. Han erkendte, at han var sur på beboeren, men at de på gåturen havde snakket som almindelige venner.

Han afviste, at han havde været aggressiv og truende, og at han skulle have slået beboeren. Hvad angik anklagen om, at han skulle have nikket en skalle forklarede han, at beboeren var snublet, så de ramte hinanden med hovedet.

De to andre tiltalte fortalte lignende historier, mens beboeren fortalte, at han ikke havde haft lyst til at få dem ind i lejligheden, men at de havde sat en fod i klemme i døren. Han havde accepteret, at de tog hans øl og cigaretter, fordi han var bange for ellers at få bank.

Da han gik med dem ud, blev han angst og begyndte at hyperventilere. Og så tog hovedgerningsmanden fat i ham, pressede ham op mod en hæk, nikkede ham en skalle og slog ham.

Dømt for røveri

Skolekammeraten, der havde været hjemme hos beboeren, afgav en lignende forklaring, og retten valgte at tro på de to. De tre tiltalte blev derfor fundet skyldige i husfredskrænkelse, og den 15-årige blev fundet skyldig i at have slået skolekammeraten. To domsmænd fandt det også bevist, at de tre havde begået et røveri, så det blev de tiltalte ligeledes dømt for.

Til gengæld blev de frifundet for ulovlig tvang, da retten fandt, at beboeren og hans kammerat frivilligt var gået med udenfor.

De blev også alle tre fundet skyldige i overfaldet, og selvom det var hovedgerningsmanden, der udførte volden, var de to andre medansvarlige, da de var på stedet og ikke tog afstand fra det. Desuden blev hovedgerningsmanden fundet skyldig i at have truet et vidne, nemlig beboeren.

Hovedgerningsmanden fik derfor en dom på fem måneders betinget fængsel, mens dommen til de to andre blev på fire måneders betinget fængsel. Prøvetiden er for dem alle på et år, og de skal også alle sammen undergive sig de foranstaltninger, som kommunen kan pålægge dem, ligesom de skal efterkomme en eventuel afgørelse fra Ungdomskriminalitetsnævnet. Derudover skal de selv betale salæret til deres forsvarere.

De tre dømte har valgt ikke at anke dommen.