Det bliver tre firmaer, som i fællesskab får opgaven med at bygge det kommende Svanevig Hospice i Bandholm.
Totalentreprise-konkurrencen er slut, og opgaven er nu lagt i hænderne på Jönsson A/S, CUBO Arkitekter og ingeniørfirmaet Alectia. Førstnævnte bliver totalentreprenør på byggeriet, som ventes at stå færdigt til at modtage de første patienter i januar 2010.
Det ene lokale firma, Troels Jørgensen, Kettinge, der havde fået lov at byde på opgaven er således blevet vraget.
- Vi mener, vi har fundet det helt rigtige projekt, som opfylder betingelserne for at være de perfekte fysiske rammer for plejen af uhelbredeligt syge og deres familier samtidig med, at det bliver en god og velfungerende arbejdsplads, siger Birgitte Anthonsen, formand for Svanevig Hospice bestyrelse, i en pressemeddelelse.
Det nye hospice kommer til at fylde 2.200 kvadratmeter og får plads til 12 beboere. De tre byggefirmaer har i deres vinderforslag lagt vægt på at udnytte stedets placering optimalt, så alle patientstuerne får mest mulig havudsigt.
Beboerstuerne ligger forskudt, hvilket skaber små lommer, der skal være med til at give bygningen en intimitet. Mellem beboerstuerne blive der oprettet et gangforløb til en række opholdszoner, og midt i bygningen skabes der en sansehave, ligesom der i bygningen også kommer en multisal og et refleksionsrum, fremgår det af pressemeddelelsen.
Fonden Real Dania har afsat otte millioner kroner til udviklingen af det nye hospice. Den samlede byggesum ventes at blive på cirka 39 millioner kroner. Når byggeriet står færdigt overtager fonden for Sparekassen Lolland ejerskabet af bygningerne og lejer dem derefter ud til Svanevig Hospice.
Jakob Poulsen
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned