Tre unge dømt for knivvold mod hinanden

Der blev idømt fængselsstraffe udmålt i måneder da tre unge nakskovitter stod for en domsmandsret ved Retten i Nykøbing forleden.

Den 23-årige Niklas Severin Rasmussen fik en dom på fem måneders fængsel fordi han var i knivstikkeri imod 20-årige Kim Terkildsen og 19-årige Nicolai Tødt. De to sidstnævnte blev begge idømt seks måneders fængsel i samme forbindelse.

Den voldelige nat fandt sted i september sidste år, og blev indledt ud for restaurant Goose Pub i Nakskov, hvor Rasmussen kort efter midnat en lørdag nat stak Tødt i ansigtet med en hobbykniv. Han sigtes for farlig vold og den ramte fik en læsion, der måtte sys ved episoden.

Han var dog ikke værre tilredt, end at han hurtigt fik fat i sin kammerat Terkildsen, og foretog et hævnangreb på Axeltorvet ti minutter efter det første knivstikkeri. Denne gang var Tødt og Terkildesen tiltalt for vold af særlig farlig karakter, idet de overfaldt Rasmussen i forening og bevæbnet med en kniv og en krykstok.

Han blev slået med kryken flere gange og fik stik og snit med kniven, ligesom han blev sparket flere gange i hovedet. Også Rasmussen fik skader af behandlingen i form af snitsår i baghovedet, stiklæsioner i skulderen på underarmen, som måtte sys.

De tiltalte kunne i retten erkende slagsmål, men ingen kunne erkende at have været bevæbnet med og brugt kniv. Det havde flere vidner dog set.
Rasmussen modtog dommen, men de to øvrige bad om 14 dages betænkningstid.




Fængselsstraffe til unge fra Nakskov for knivstikkeri i nattelivet.

Offentliggjort Sidst opdateret