TRODS UNDERSKUD: REVY KÆMPER VIDERE

Tara Toya og Thomas Findval Sølvskov på scenen til urpremiere på "Nakskov Revyen - Skudt i roen". Foto: Henrik Delfer

Revydirektør Thomas Findval Sølvskov leder efter en eller flere investorer, der vil kaste penge i revyprojekt.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV: Nakskov Revyen, der havde urpremiere 8. juli, kom skidt fra start. Alt for få købte billet, og nu truer konkursen.

Regnskabet for den allerførste sæson er gjort op, og underskuddet lander på 144.000 kroner.

Revydirektør Thomas Findval Sølvskov, der også medvirkede i "Nakskov Revyen - Skudt i roen", er alligevel optimistisk.

Han tror på, at revyens bestyrelse kan finde en eller flere investorer, der vil støtte kulturprojektet.

- I bestyrelsen håber vi på, at vi kan finde investorer, så vi kan fortsætte næste år. Ikke mindst af hensyn til publikum, der har været ellevilde, siger Thomas Findval Sølvskov.

I bestyrelsen håber vi på, at vi kan finde investorer, så vi kan fortsætte næste år. Ikke mindst af hensyn til publikum, der har været ellevilde.

Thomas Findval Sølvskov, direktør for Nakskov Revyen

Sløvt billetsalg

Da den professionelle revy fik premiere, gik det sløjt med at sælge billetter.

Efter premierenerverne havde lagt sig 8. juli, var der kun solgt 18 procent af billetterne.

Billetsalget kom dog i gang, da publikum begyndte at fortælle venner og naboer om Lollands nye revy. Men på en dårlig dag sad der kun 10-20 i teatersalen, hvor der er plads til 250.

- Vi kan se, at der er behov for en egns-revy. Næste år skal vi være bedre til at gøre opmærksom på, at vi er hele Lollands revy, siger Thomas Findval Sølvskov.

Næste år skal vi være bedre til at gøre opmærksom på, at vi er hele Lollands revy.

Thomas Findval Sølvskov, direktør for Nakskov Revyen

"Skudt i roen" spillede fra 8. til 30. juli.