Trussel: Ansatte vil komme ud for tragisk ulykke

En mand fra Holeby sendte en mail til Merkur Andelskasse og krævede at få 100.000 kroner i en taske. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Følte sig snydt af bank og sendte truende e-mail med krav om 100.000 kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret

HOLEBY En 26-årig mand fra Holeby er ved Retten i Nykøbing blevet dømt for afpresning af en bank og trusler mod en socialrådgiver i Lolland Kommune.

Den 26-årige sendte 12. februar 2020 en truende e-mail til Merkur Andelskasse (se faktaboks).

E-mailen havde han underskrevet i en andens navn, ligesom det var vedkommendes adresse, han forlangte pengene leveret til.

Til gengæld havde han sendt mailen fra en e-mailadresse tilhørende en person med samme efternavn som hans eget.

8. juni 2020 sendte han igen en truende e-mail - denne gang til en sagsbehandler i Lolland Kommune. Her skrev han blandt andet:

"Men husk (navnet på sagsbehandleren, red.). Ikke træd bjørnen over tæerne. Men hvis du gør det Så kan du se hvordan jeg er i virkeligheden."

Endnu en trussel

Et års tid efter - 5. juni i år - truede han hende igen. Denne gang i en stribe mms-beskeder, hvor han skrev:

"Du har virkelig trådt bjørnen over tæerne Er du virkelig ud efter Og se hvordan jeg bliver i virkeligheden så skal du bare blive ved".

"Jeg finder mig kraftedme ikke i mere Fra dig og Lolland Kommune".

"men hvis det fortsætter Så kommer jeg omgående Op til dig Så kan du se hvordan jeg er i virkeligheden Det er kun min far og nogle få mennesker der kender til hvordan jeg bliver i virkeligheden. Det er ikke en trussel Men en konstatering" samt "Husk, hvis jeg mister mit netværk eller strøm, eller kommer i RKI, så kan jeg godt love dig en ting. Du skal ikke være på sundhedshuset, fordi så kommer jeg forbi, fordi så kan man da sige du har Hvad op og slås med en bjørn".

Sådan lød den e-mail, manden sendte til Merkur Andelskasse:
"Jeg har fået Mine penge stjålet fra jer af
I er skyld i At jeg har mistet 100120,00 kr
Enten Giver i min penge tilbage eller Få jeg
Jeres bank hacket
Som man siger man skal ikke stjæle fra mig
Der følger konsekvenser med.
Mine penge blev stjålet for Otte år siden
I skal aflevere 100.000 kr. Kontant til denne adresse (adresse i Billund, red.)
Eller vil I møde konsekvenserne
For hver uge der går Vil en medarbejder fra Merkur
Andelskasse møde en tragisk ulykke
Som man siger I må hellere skynde jer
Ingen politi kun en Person og en taske med 100.000 kr."

Nægtede sig skyldig

Manden nægtede sig skyldig, hvad angik e-mail til banken.

Men han fortalte i retten, at han ganske rigtigt mener, at Merkur Andelskasse har stjålet 100.000 kroner fra ham. Det skulle være sket, mens han boede på en institution.

Han medgav også, at han kendte den person, der stod som afsender på mailen til banken, og vedkommende vidnede i retten. Her fortalte han, at han og den 26-årige havde daglig kontakt til hinanden i den tid, hvor mailen blev sendt. Da den som nævnt var sendt fra en e-mail oprettet i samme efternavn som den 26-åriges, fandt retten det sandsynligt, at det var den 26-årige, der havde sendt e-mailen. Han blev derfor fundet skyldig.

Hvad angik truslerne mod sagsbehandleren, erkendte han at have skrevet beskederne, og han blev derfor fundet skyldig i at have truet hende.

Mentalt retarderet

Den 26-årige er blevet mentalundersøgt af en overlæge, og retten konkluderede på den baggrund, at den 26-årige på gerningstidspunktet var mentalt retarderet i lettere grad. Derfor blev han idømt en foranstaltningsstraf uden længstetid.

Det indebærer, at han skal undergive sig tilsyn af kommunen, efterkomme kommunens bestemmelse om ophold og arbejde og undergive sig psykiatrisk behandling efter kommunens nærmere bestemmelse. Det kan for eksempel indebære, at han skal anbringes på en institution for personer med vidtgående psykiske handicap.

Derudover skal han betale sagens omkostninger.